Storstilet 50 års-fødselsdag for minibyen
Varde Minibys fødselsdagsfest blev holdt lørdag med humoristiske taler, trylleri, lirekassemusik og fællessang
Hvis det ikke var for minimurerne og alle de andre frivillige, ville Varde Miniby aldrig være blevet bygget. Entusiasmen og glæden bærer projektet, ja, der er tale om “grov udnyttelse af frivilligt arbejde”, som borgmester Erik Buhl med glimt øjet sagde i sin tale til minibyen lørdag eftermiddag.
Noget for alle
Gæsterne strømmede til i det gode vejr, og selv børnene ragede op over minibyens tage, mens de guffede saltstænger og drak cola., mens de voksne næsten kom i tumult ved kaffebordet med de lækre gourmetmuffins.
Nede bag i haven satte Jens Jager gang i en helt lille børnefødselsdag med fjollet trylleri og sanglege som Fader Abraham - som en hilsen til den igangværende udstilling Abrahams Børn.
Hans Kaarde Gundesen spillede op til fællessang og gav den som vægter i det afsluttende indslag.
Særligt inviteret
En særlig æresgæst var Hartvig Fritzen, som var blevet inviteret med officielt brev fra Varde Kommune. Han er formand for Faaborg Miniby, der fik lagt første sten i 1992, foranlediget af en avisartikel om Varde Miniby.
“Det var to beborere på plejehjemmet, som læste om Varde Minibys 25 årsjubilæum og fik lyst til at bygge en Faaborg Miniby. Varde Miniby har derfor direkte været med til at vi også fik en miniby,” fortæller han.
Tro kopi
Varde Miniby var den første af sin art bygget som en tro kopi, af Varde som den så ud i 1860erne.
Faaborg Miniby er også en tro kopi, men husene daterer op til 1890erne.
Som med alt andet murværk kræver minibyens huse også vedligeholdelse, så der skal også lyde et hip hurra for de hårdt arbejdende minimurere.