Torvecafe på Stændertorvet lukket
Fortovs-cafeen ved Byens Hus har drejet nøglen om fra i denne uge.
Årsagen er, at folkene, der skulle have åbnet Byens Spisehus i det gamle rådhus i august måned, er sprunget fra i sidste sekund.
Flemming Haahr og Peter Møller, der til dagligt driver Restaurant Moehr i Skomagergade skulle ellers drive restauranten.
Med i forpagtningssaftalen var også en tilladelse til at drive fortrins-restaurant, hvilket er sket siden åbningen af Stændertorvet, men det er altså slut for denne omgang.
Nye forpagtere
Sekretariatsleder i Byens hus Kathrine Krone Laurent mener, at det er ærgerligt.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med både Flemming og Peter fra Moehr, som er rigtig dygtige og meget visionære folk.
- Hvis vi skal se positivt på det hele, så har vi allerede samlet mere erfaring, og desuden står lokalerne klar til brug, så man kan se, hvad man får, siger Kathrine Krone og fortsætter:
- Nu skal vi ud og finde nogle nye lejere, og måske er der flere, der har fået øjnene op for stedet, for vi står altså med nogle virkeligt flotte lokaler på byens bedste placering, så vi tror og håber, det kan ske forholdsvis hurtigt.
Også hos Moehr er der stor ærgrelse.
I en pressemeddelelse står der, at de er kede af det. Specielt fordi det længe har været en drøm at åbne på stedet.
Restaurant Moehr fortsætter som hidtil.
ag@roskildeavis.dk