Øsby Kirkes kor søger stemmer i alle aldre
Plads til flere i sognehuset - både i voksen- og børnekorene
Øsby Kirkes Voksenkor starter nu op igen efter ferien. Det er en gruppe kvinder, der har det superhyggeligt og samtidig brænder for korsangen og at blive gode til sangene, som der tager op.
Det er hver tirsdag kl. 19-21 i Øsby Kirkes Sognehus med kage og kaffe de sidste 30 minutter.
Koret synger meget blandet, lige fra gospel over klassisk til danske sange og salmer. Og så synger vi ved specielle lejligheder i Øsby og Aarø kirker samt lidt ude i byen også.
Det er gratis at være med, og der er ingen krav andet end et ønske om at have det hyggeligt med musikken som centrum. Man behøver heller ikke være fra Øsby for at kunne være med - alle er velkommen!
Koret ledes af kirkens organist Mikaela Bang Jakobsen, som man kan kontakte, hvis man er interesseret.
Gospel for børn
Udover voksenkoret har kirken også to børnekor, som også starter deres sæson op nu. En korskole med børn fra 0. kl. - 2. kl. og børnegospelkor 'Celebrate' med børn fra 3. kl. og opefter.
Her er det også gratis, og der er heller ingen krav, blot man har lyst til at synge og være med i et superhyggeligt korfællesskab.
Børnekorene øver om torsdagen. Korskole kl. 13.40-14.20 og Celebrate kl. 14.30 - 15.15. Det foregår i Øsby Kirkes sognehus og sommetider i kirkerummet.
Børnekorene tager med ved særlige lejligheder i kirken, blandt andet medvirker de altid ved familiegudstjenester, og synger også engang imellem ude i byen på blandt andet plejehjemmet.
Korene ledes også af kirkens organist, som man kan kontakte og derved blive hjulpet videre, men ellers er man også velkommen til at møde op om torsdagen og blive skrevet op der.