Lavpris-fitness åbner i Odense
erhverv I foråret offentliggjorde Fitness World, at et nyt, billigt lavpriskoncept er på vej til danskerne. Nu afsløres det, at i Odense bliver det nuværende Fitness World-center i krydset mellem Vesterbro og Grønneløkkevej omdannet til et Urban Gym-center. Konceptet for den nye kæde byder på muligheden for at træne på alle tider af døgnet til lav medlemspris. Urban Gym åbner i Odense 5. september, og bliver ifølge en pressemeddelelse fra Fitness World et selvbetjent og døgnåbent center med det nyeste og bedste udstyr til både cross, cardio- og vægttræning. I modsætning til andre træningscentre er der ikke holdtræning, bemanding og bad hos Urban Gym, der også siger farvel til det traditionelle medlemskort, hvor en app giver adgang til centeret. “Vi har konstateret, at flere og flere vælger at tage til træning omklædt og bader hjemme efterfølgende. Herudover oplever vi, at mange medlemmer i dag ikke har behov for vejledning,” siger Steen Albrechtslund, direktør i Urban Gym.