Nye tiltag i sundhedsplejen
Tanya Buchreitz Jensen, byrådsmedlem (V) og Tobias Kristian Jensen Jørgensen, byrådsmedlem (V) Kolding byråd Kolding kommunes sundhedspleje fungerer rigtig godt, men vi ønsker altid at gøre tingene endnu bedre. Derfor ønsker vi at støtte Sundhedsplejen i et par helt konkrete og meningsfulde tiltag. Vi vil screene fædre for fødselsdepression, ligesom alle mødre får tilbudt det ved hjemmebesøg. Undersøgelser viser at op mod syv procent af fædrene også rammes af fødselsdepression, derfor mener vi, at denne screening også skal tilbydes fædre. Det tager forholdsvis kort tid også at tilbyde screeningen til fædrene, og screeningsmetoden findes allerede klar til brug. Det vil betyde en hurtig opsporen og indgriben i noget, der ellers kan føre til langvarigt sygdomsforløb, udgifter for kommunen, men vigtigere en belastning for familien, som depressionen rammer. Tre års undersøgelse med mål og vejning foregår i dag ved egen læge, men dette besøg ville give god mening at have ved sundhedsplejersken, der har kompetencen til at kombinere mål og vejning med råd og vejledning i forbindelse med barnets overgang til børnehave. Derudover ønsker vi, at børnefamilierne skal have mulighed for et ekstra besøg ved eller af sundhedsplejersken ved halvandet år, da det er noget, mange efterspørger, og som giver god mening i forhold til barnets udvikling og de udfordringer, selvstændighedsfasen kan give for måske især førstegangsforældre.