Sigtet i sag om død kvinde på motorvej
En 22-årig mand fra Roskilde blev lørdag sigtet i forbindelse med sag om en kvinde, der blev ramt af bil på Holbæk Motorvejen onsdag i sidste uge kort efter klokken 23.
Den 22-årige havde den 18-årige kvinde fra Holbæk med i sin bil. Under kørslen opstod uenighed og de to slog på hinanden.
Den 18-årige kvinde blev sat af i motorvejens nødspor, hvorefter den 22-årige fortsatte sin kørsel og efterlod kvinden i nødsporet, har vidner set.
Hvorfor hun senere bliver kørt ned på selve motorvejen, kan politiet ikke sige noget om.
Lørdag blev manden anholdt og sigtet for vold og overtrædelse af straffeloven, fordi han efterlod kvinden på motorvejen.
Han blev løsladt søndag formiddag uden fremstilling i grundlovsforhør, idet anklagemyndigheden ikke fandt, at der var tilstrækkelig grundlag for at kræve den 22-årige varetægtsfængslet.
Den 22-årige er fortsat sigtet i sagen.
Politiet kan ikke oplyse yderligere om sagen i øjeblikket, der fortsat efterforskes. Vi melder ud, hvis der sker nyt i sagen.