Specialelever i Kolding får en ekstra chance
Kolding Kommune samler fem specialskoler til tre nye skoler
Selvom der i disse år snakkes meget inklusion, så går Kolding den modsatte vej, når det gælder elever med specielle behov. Her ønsker man at give eleverne de rette forudsætninger for at udvikle sig, og dermed få de kompetencer, der skal til for at kunne klare sig i livet.
”Vi ønsker at udvikle og uddanne eleverne bedst muligt, så de på en god måde finder en plads i en almindelig uddannelse eller på det ordinære arbejdsmarked,” siger skolechef, Morten Kirk Jensen. Ambitionen fagligt set er at styrke tilbuddene professionelt og kvalitetsmæssigt, og derfor er fire skoler nu lagt sammen til to, mens en tredje skole flytter adresse.
”Alle har brug for værdifulde fællesskaber, og med vores prioriteringer har vi fastholdt et stærkt fundament for alle børns udvikling i Kolding. Med denne rokade og de nye skoler styrker vi både fagligheden og rummeligheden,” siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Christian Haugk, der understreger, at der ikke er afsat færre faglige og økonomiske ressourcer til indsatsen på specialområdet.
FAKTA:
Ådalsskolen Idrætsvej i Vamdrup: sammelagt af Taps og Grønnebakken for elever med autismespektrumforstyrrelser.
Marielundskolen Fynsvej i Kolding: Sammenlagt af Rådhusskolen og Specialcenter Christiansfeld for elever med socioemotionelle vanskeligheder(tilknytningsforstyrrelser).
Parkskolen for elever med generelle indlæringsvanskeligheder flytter ind i nyindrettede lokaler på Bakkeskolen i Seest og omdøbes til Karen Blixen Skolen, idet den får adresse på Karen Blixens vej.