Fortsæt til indhold

Det store sønderjyske familiealbum

Mere end 50.000 sønderjyske billeder er nu frit tilgængelige for interesserede

Arkiv
Arkiv

Sønderjyder på Vestfronten under Første Verdenskrig, den nye grænseovergang ved Kruså i 1920, tobakskø i Aabenraa under Besættelsen, luftskib over Chr. X's bro i Sønderborg, den tyske skole i Vilsbæk i 1930'erne og udsigten over tømmerpladsen i Vojens omkring 1910. Det er blot nogle af de mere end 50.000 billeder, som Museum Sønderjylland har gjort tilgængelige for interesserede på billeddatabasen 'Sønderjyske billeder'. Samlingerne på internettet tegner dermed et fotografisk portræt af Sønderjylland fra de ældste billeder i midten af 1800-tallet og frem til de nyeste digitale billeder i dag.
Undervejs har arbejdet med offentliggørelsen af billedsamlingerne modtaget en generøs støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Kun en lille del

De 50.000 billeder er dog kun en mindre del af museets fotografiske samlinger på godt 1,5 millioner billeder og knap 200 film. Museet fortsætter derfor arbejdet.
I foråret blev det tyske mindretals billedsamling på cirka 1.500 billeder fra 1930'erne lagt ud på nettet, og i øjeblikket er Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie i gang med at gøre topografiske billeder fra de sønderjyske sogne på landet tilgængelige. Her er man foreløbig nået til Kliplev sogn.

Genforeningensfesten i Sønderborg 11. juli 1920, hvor Christian X modtages af borgerne. Foto: Thorvald Larsen. Museum Sønderjylland, ISL.

Aabenraa skal også med

Det er endvidere museets håb, at der kan tilvejebringes en finansiering, så sønderjyderne og andre kan få glæde af den meget store samling af billeder fra Aabenraa købstad.
Faktisk er der cirka 125.000 billeder på museets database, men som følge af ophavsretsloven og persondataloven, er det altså kun knap halvdelen, som er tilgængelige for offentligheden.
Sønderjyske billeder kan findes på Museum Sønderjyllands hjemmeside www.museum-sonderjylland.dk.

Grænseovergangen ved Kruså umiddelbart efter Genforeningen i 1920. Foto: Museum Sønderjylland, ISL.