Onsdag løber DHL Sønderjylland igen
Onsdag aften skal der igen løbes DHL stafet. Aabenraa Stadion er startsted
Holdånd og hygge går hånd i hånd når DHL stafetten løber af stablen i Aabenraa onsdag aften med start kl. 18 på Aabenraa Stadion.
”DHL stafetten er en firmafest med indbygget motion. Man samles for at løbe, og så skaber vi rammerne for hygge og samvær med kollegerne,” lyder det som indgangsreplik på DHL Stafettens hjemmeside, og hygge er da også i højsædet.
DHL stafetten Sønderjylland er ikke kun, som navnet måske antyder, en stafet, hvor det går ud på at være hurtigst og aflevere stafetten. Der er også mulighed for at tilmelde sig en gå-rute på fem km, som kommer til at gå igennem den smukke sønderjyske natur.
Udgangspunktet er i år Aabenraa Stadion, da byggeriet af Multiarenaen giver forhindringer på det hidtidige startsted.
Fem udgør et hold
For at kunne stille et hold skal man have fem deltagere, der hver skal løbe ruten på fem km. en gang.
”DHL Stafetten er ikke kun en folkefest, det er også Sønderjyllands største firmafest. Efter stafetten eller gåturen, er socialt samvær og hygge i fokus. Maden pakkes ud, og faklerne bliver tændt. Som afslutning vil himlen blive oplyst af et festfyrværkeri”.