Morten og hans 50 år gamle Plymouth skaber smil og beundring i gaderne
Bygget til et surfbræt og med 267 hestekræfter er Barracudaen en skøn slæde
“Nogle af de unge synes, at den ligner en morfar-bil. De vil jo hellere have en Golf, der ligger helt nede ved asfalten på lavprofildæk. Men jeg kan garantere, at jeg aldrig er den sidste ude af krydset,” siger Morten Lund.
Han lader V8-motoren på 5,2 liter hæve stemmen, så hele bilen vrikker lidt til siden, og en lystfisker på kajen standser mit i sit udkast. Lyden af en brølende V8 kan få næsten alle til at standse op. Kort efter kommer den politisk ukorrekte, men skønne duft fra udstødningen.
Bilen er Morten Lunds hjertebarn: En Plymouth Barracuda fra 1966. Altså en 50 år gammel bil med en hel række særlige kvaliteter.
For eksempel er der bagruden, som smyger sig rundt om bilens form. Den slags ses sjældent, og det er også en bagrude til omkring 35.000 kroner, hvis den skal skiftes.
Bilens motor er fra 1984 og er målt til 267 hestekræfter. Trods de mange muskler og den store motor kan Morten holde en benzinøkonomi på omkring 9,6 kilometer pr liter benzin.
Trods bilens coupé-linjer kan bagsædet lægges ned.
“Så har man et 2,4 meter langt bagagerum. Dermed er det langt nok til et surfbræt med 60'er-mål,” siger Morten Lund med et smil.
“Det er også nok til, at man kan sove i bilen,” siger han.
Bilen har ingen indbyggede sikkerhedsseler, men Morten har eftermonteret seler på bagsædet af hensyn til sikkerheden, når han og fruen er ude at køre med deres tre børn.
Bilen har et “økono-meter”, der vejleder i at køre økonomisk.
Servostyringen er ikke fart-følsom, så man skal ikke ryste på hænderne under motorvejskørsel. Der er ingen airbags, og bremsesystemet med fire tromlebremser har hverken bremseforstærker, ABS eller ESC.
Den skulle jeg bare have
33-årige Morten Lund var i lære som automekaniker i Kolding, da han så en af værkstedets svende køre i den gamle amerikanerbil.
“Den skulle jeg bare have,” tænkte han.
Og da bilen kom til salg, slog han til.
I dag borg han i Fredericia, men arbejder fortsat i Kolding. Og kører til træf med klubben Moonlighters fra Øsby mellem Haderslev og Årøsund.
“Jeg kører hyggeture i den. En tur i bilen kan gøre en dårlig dag god. Folk reagerer som regel på bilen med et smil og vil gerne snakke. I sær de ældre. Det sker, at nogen kan huske at have haft sådan en bil i familien,” siger Morten Lund, der godt nok nyder opmærksomheden - men ikke lige så meget som kørslen.
Så vidt han ved, er hans den eneste kørende Plymouth Barracuda 1966 i Danmark.