Se veteranerne hyggepløje igen
Det bliver ren nostalgi, når der 27. august står veteran-hyggepløjning på programmet i Sønderjylland - helt præcis på Gudmund Katborgs mark nær Kassø, hvor Kådnergade munder ud på Hellevad-Bovvej.
Bag arrangementet står den sønderjyske afdeling af Dansk Veteran Traktor Klub (DVTK) lige som sidste år, hvor der var mødt 23 pløjere op, og der var pænt med publikum, som havde stor fornøjelse af at se på de gamle maskiner.
De, som ikke ønsker at pløje, men som har en veterantraktor eller -maskine, er velkomne til at møde op og udstille.
Nyt i år vil der være køretur med traktor og vogn for tilskuere langs pløjestykket.
Brødre stiller op igen
Til dette års hyggepløjning deltager, lige som i de foregående år, brødrene Hans Friedrich og Peter Clemmensen fra Tinglevkanten, godt kendt blandt pløjere, med deres Ferguson'ner samt 1 og 2 furet liftplove. Der bliver nok at se på, for her får de gamle veterantraktorer lov til at vise hvad de kan. Der pløjes cirka fra kl. 10-15. jesl