Lods bolden ud af kommunen, OB
Lokalavisen Odenses sportsjournalist, Emil Hermann, efterlyser bedre OB-clearinger.
Det var noget af det første, jeg lærte som forsvarsspiller på amatørplan i boldklubben Frem Sakskøbing på Lolland:
“Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre med bolden, når du har den i eller omkring dit eget felt, så lods den ud af kommunen,” påpegede min daværende træner.
Jeg går ud fra, at Kent Nielsen har givet samme besked til OB-spillerne efter sæsonens første nederlag til bundproppen Esbjerg.
Først dribler Izunna i eget felt og sætter Desler under pres med en meget sløj aflevering, så Esbjerg overtager læderkuglen og efterfølgende scorer til 1-1.
Ved stillingen 2-2 mister Edmundsson bolden på klodset vis til en Esbjerg-spiller lidt udenfor feltet tæt på baglinjen i stedet for at lodse den op på tilskuerrækkerne. Fem sekunder senere brager Esbjergs sig i front med 3-2, da der resterer 15 minutter af kampen. Det er bare ikke godt nok, idet OB faktisk i store dele af opgøret havde godt styr på Esbjergs offensiv og ikke tillod store chancer til det vestjyske mandskab.
Når det så er sagt, mener jeg, at OB kan være indsatsen bekendt i Esbjerg, selvom der dog til tider manglede vildskab og herretaklinger på det sjaskvåde græs.
OB spillede bolden fint rundt med kuglen og fik meget plads på midtbanen, hvor Thrane og Izunna var nyt makkerpark, da Thomasen og EL Makrini var skadet.
Efter seks kampe står OB nu med én sejr og fire uafgjorte. Det fynske fodboldflagskib har ikke levet op til de store forventninger fra pressen - inklusiv mig selv.
På søndag får 'De Stribede' besøg af AC Horsens, der ligeledes har hentet syv point. Igen venter et lige opgør, hvor clearinger må være et af fokuspunkterne for OB.