Over 260 løber triatlon på søndag
Det første Alssundman-triathlonstævne finder sted på søndag i Sønderborg
Sønderborg danner på søndag 28. august for første gang ramme om triatlonstævnet Alssundman Broager Sparekasse.
Og allerede inden deltagerne er sendt af sted, er stævnet blevet en succes.
Der er nemlig tilmeldt over 260 deltagere, der på dagen skal svømme 1,9 km, cykle 90 km og løbe 21,1 km, hvilket svarer til en halv ironman.
"Da det er første gang stævnet afholdes og derfor ikke har en historik eller er kendt blandt triatleter, så er det imponerende med så stor en deltagelse," lyder det fra arrangørerne.
Stævnet tiltrækker deltagere fra hele Danmark, ligesom mange tyske triatleter også tager turen til Sønderborg.
Ved slottet
Alssundman Broager Sparekasse har udgangspunkt i det centrale Sønderborg i området omkring Sønderborg Slot.
Startskuddet lyder kl. 10.00, hvor svømmerne svømmer ud fra stranden ”Frimærket” i retning mod lystbådehavnen. Ved Viking-badeanlægget vender svømmerne tilbage mod stranden.
Efter svømning skal deltagerne op på cykel ud forbi Idrætshøjskolen langs Borgmester Andersens Vej mod Høruphav og videre til Mintebjerg, Tandslet og tilbage, Denne rute køres tre gange.
Efter cyklingen venter sidste udfordring: En løbetur på 21,1 kilometer. Ruten går fra slottet langs vandet mod Sønderskoven, hvor der er vendepunkt. Ruten løbes fire gange.
Arrangørerne opfordrer folk til at vise hensyn til cykeltrafikken, som primært vil ske mellem klokken 10.30 og 13.30.
Udover selve stævnet, så vil der være en masse underholdning og events omkring slottet, mange sponsorer udstiller, og der vil være salg af lækker mad fra flere lokale spisesteder.
Flere informationer om stævnet findes på alssundman.dk.