Fortsæt til indhold

Ikke mere snak om dyr parkering i midtbyen

Ny oversigt skal gøre op med negativ snak om muligheden for at parkere i midtbyen

Arkiv
Simon Carlson

Nu skal det endegyldigt være slut med skeptiske røster, der mener, at der er for få parkeringspladser i Kolding midtby, og at dem der er der, de er for dyre. Det er budskabet fra CityKolding, som har udarbejdet et let overskueligt kort, der viser nøjagtigt hvor de mere end 2200 parkeringspladser med to timers gratis parkering findes, samt hvor lang gå-tiden ind til midten af Helligkorsgade er fra den parkeringspladsen.
“Parkering fylder bare meget i byen, og det har det altid gjort. Vi bliver ved med at høre fra folk, at det er dyrt og besværligt at parkere, og så vil de ikke handle i midtbyen, men nu skal det altså være slut. Vi vil gerne fortælle det faktuelle, at der faktisk er mere end 2200 pladser med to timers gratis parkering,” siger citychef Mette Schumacher.
Den nye parkeringsoversigt fortæller således, hvor mange p-pladser, der er på den enkelte parkeringsplads og hvilke tidsbetingelser, der er på pladsen.

Flere tilfredse borgere

Ud over de 2200 pladser rundt omkring på de større parkeringspladser, findes der også 700 kantstensparkeringspladser med to timers gratis parkering.
Dem har tidligere indehaver af Zjoos Kjeld Jørgensen været ude at tælle op, ligesom han har været ude at tælle, hvor mange private p-pladser, der er på de enkelte områder, så kortet giver et retmæssigt billede af, hvor meget plads der i virkeligheden er. Det bekymrer ham nemlig, at der igennem så lang tid har været en forestilling om, at midtbyen er besværlig.
“Midtbyen bliver hele tiden målt op imod centret, hvor der er gratis parkering. Det betyder rigtig meget for os, at dem der kommer ned i midtbyen er tilfredse, for så siger de det forhåbentlig også videre til andre,” konstaterer Kjeld Jørgensen.
De nye kort med oversigten over parkeringspladserne vil i den kommende tid ligge i mange af byens butikker, ligesom de også er at finde på mange af de steder, hvor folk færdes. CityKolding vil ligeledes øge opmærksomheden om parkeringsmulighederne ved at hænge større plakater af kortene op.
I øjeblikket er cityforeningen også i dialog medKolding Kommune om at sætte skilte op på parkeringspladserne, der, ligesom på det udarbejdede kort, viser hvor lang gåtiden er til midtbyen fra den pågældende parkeringsplads.