Fortsæt til indhold

Christian Rabjerg Madsen ny miljøordfører

Den lokale folketingpolitiker ser frem til store udfordringer

Arkiv
Arkiv

I forbindelse med socialdemokratiets sommergruppemøde er MF Christian Rabjerg Madsen blevet ny miljøordfører.
Christian Rabjerg Madsen (S) er opstillet i Kolding, og blev valgt til folketinget ved valget i 2015. Christian Rabjerg Madsen glæder sig til de nye udfordringer på miljøområdet.
”Miljøet og vores natur er afgørende for danskernes livskvalitet. Særligt i Syd- og Sønderjylland er vi begunstiget med fantastisk natur. En natur som mange mennesker hvert år rejser langt for at nyde. Det er en arv, vi skal passe på. Samtidig skal vi have fjernet den misforståelse, at grønne ambitioner og nye arbejdspladser er hinandens modsætning. I virkeligheden er nye grønne arbejdspladser et afgørende element i svaret på, hvad vi skal leve af i fremtiden”, siger Christian Rabjerg Madsen.

Følger efter forbillede

Christian Rabjerg Madsen er tidligere formand i den Socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, hvor også den tidligere Socialdemokratiske miljøminister, Svend Auken, har været formand.
”Svend Auken kom meget i Frit Forum, da jeg var formand. Han var og er et forbillede for mig. Derfor er det selvfølgelig også en ære, at jeg nu skal være Socialdemokratiets ordfører på Svends gamle område og hjertebarn, miljøet”, siger Christian Rabjerg Madsen.
Socialdemokraternes gruppeformand i Kolding byråd, Christian Haugk, glæder sig over, at Christian Rabjerg Madsen har fået et stort og vigtigt hovedordførerskab.
”Enhver der har fulgt Christian i folketinget ved, at han har knoklet benhårdt siden han kom ind for et år siden. Derfor er jeg glad for, at hans indsats belønnes med et tungt og vigtigt ordførerskab, som miljø er. Det er også en fordel for Kolding Kommune, at Christian Rabjerg Madsen med den nye post bliver en endnu mere central figur på Christiansborg”, siger Christian Haugk, gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding.