Fortsæt til indhold

Sylter boliger på højskolen

Arkiv
Anette Gundlach

DF’er Merete Dea Larsen mener, at kommunens forvaltning sylter sagen om at undersøge, hvordan man får lavet boliger på den gamle højskole på Frederiksborgvej. Politikeren har forsøgt at få igennem siden jul, at en del af bygningerne skal bebos. Bygningerne, der i dag ejes af Pensam, har stået tomme i årevis, selvom der er bopælspligt på en del af stedet. - Det er absolut ikke i orden, at bygningerne står tomme og forfalder, og det er heller ikke i orden, at forvaltningen ikke gør noget ved sagen, når det er et enigt økonomiudvalg der bad forvaltningen undersøge sagen inden sommerferien, hvor jeg fik lovning på at de ville sende løbende, og jeg har stadig intet hørt, siger Merete Dea Larsen.

Mod forvaltning

Merete Dea Larsen mener, at kommunen har haft rigeligt tid til at sætte sig ind i sagen. Derfor undrer sig over, at boligerne heller ikke var på Økonomiudvalgets dagsorden i sidste uge. - Lovgivningen er ret klar, så det burde ikke være så svært. Det er også dyrt at opkøbe villaer og leje sig ind andre steder for at skaffe boliger til mennesker på akutventelisten, siger politikeren og fortsætter: - Huslejen må være begrænset på grund af tilstanden, den bliver naturligvis væsentligt højere, når de indvilliger i en lokalplan, alle er glade for og kan bygge nyt. Hun synes, det er forkasteligt, at det skal tage så lang tid. - Jeg mener, at det er bevis på, at partierne skal have hjælp til at følge op på sagerne, som vi giver forvaltningen. - Det er en kamp, som vi bruger virkelig meget tid og mange kræfter på, siger Merete Dea Larsen. Hun mener, at partierne bør have stillet en person til rådighed af kommunen til denne opgave.

Højskolen

Merete Dea Larsen mener, at boligspekulanter har for let spil, når de kan lade lejligheder stå og forfalde, selv om der er bopælspligt, som kommunen burde have håndhævet på højskolen. Roskildes DF-leder fortæller, at hun gennem årene flere gange har spurgt om, hvad kommunen kan gøre, for at bygningerne på den gamle højskole ikke skal forfalde yderligere. - Men jeg har aldrig fået oplysninger om, at de redskaber faktisk findes. Når jeg så ønsker, at de nu bliver anvendt, blandes det sammen med alt muligt andet i forhandlinger om hele højskolen. Hun mener, at hvis forvaltningen i tide havde fortalt politikerne om de mulige lovlige metoder for at bruge de tomme boliger, havde politikerne haft mulighed for at tage en diskussion om, hvorvidt de skulle anvendes. - Men det ønskede forvaltningen åbenbart ikke, slutter Merete Dea Larsen. ag@roskildeavis.dk