“Vi kæmper sammen og fejrer livet”
I weekenden 3. og 4. september er Stafet for livet i Aabenraa for første gang
Hvis det står til Bent Jensen og hans hustru, Ulla, så bliver det forestående Stafet for livet en succes.
“Jeg har meldt mig som tovholder på holdet Nørreskovparken for livet”. Det har jeg gjort af flere grunde,” forklarer Bent Jensen, og fortsætter:
“Dels har vi haft kræften helt inde på livet. Min kone har været ramt, men er nu heldigvis raskmeldt. Men det er noget, der sætter sine spor. Så det er naturligvis en tungtvejede grund til, at vi gerne vil bakke op om arrangementet. Men det er også fordi, jeg mener, at vi her i Nørreskovparken har brug for nogle gode aktiviteter at samles om,” forklarer Bent Jensen. Og han er som formand i Grundejerforeningen i Nørreskovparken den naturlige igangsætter.
Han er dog ikke den eneste ildsjæl på holdet, der, udover hustruen Ulla, blandt andet også tæller Bodil og Erick Boysen.
Bodil Boysen har meldt sig som tovholder på den store lysceremoni, der skal finde sted lørdag ved skumringstid.
“Det er meget følelsesladet. Man kan købe små papirslygter, hvor vi tænder lys. Der vil være gospelsang, og under lysceremonien, er der ingen, der går. Her er der tid til eftertanke,” forklarer Bodil Boysen.
Symbolsk bevægelse
Erick Boysen har meldt sig som PR-mand for arrangementet, ligesom han også spiller i Aabenraa Brass Band, der underholder ved Stafet for livet.
Stafet for livet opstod oprindeligt i USA, og siden har konceptet spredt sig over hele kloden.
“Det er sådan en fin tanke. Hvert hold skal hele tiden have en deltager i gang på ruten. Det er 24 timer i konstant bevægelse. Det lange døgn skal symbolisere den lange og seje kamp, det er, at kæmpe mod kræften,” fortæller Bent Jensen.
Man kan fortsat melde sig som deltager til arrangementet, og der kræves ingen særlige forudsætninger. Alle kan deltage.
“Det handler mest af alt om at stå sammen om noget fælles. Det håber jeg, mange vil bakke op omkring,” slutter Erick Boysen.
Man skal være mindst 10 for at have nok til et hold, men der vil være mulighed for eventuelt at slå hold sammen, så der er nok.
Alt overskud fra Stafet for livet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.