Natur-happening på Kulturnatten i Kolding
SF vil have hjælp til at udpege områder, hvor der kan skabes mere natur
SF har slæbt naturen med på Kulturnatten i Kolding 27. august. Kom og se vilde blomster, stress af – og vær med til at udpege områder i Kolding, hvor naturen kan forbedres.
På Kulturnatten skyder SF en happening i gang, som skal få borgerne til at hjælpe med at udpege områder i Kolding kommune, hvor der enten kan skabes mere natur eller mere varieret natur. Forslagene samles og afleveres til kommunen
“Der er stort behov for at forbedre naturen, så vi får flere vilde blomster og mere varierede plantearter ind. På kulturnatten beder vi derfor borgerne om hjælp til at finde de steder, hvor det kan ske, for borgerne har ofte kendskab til lokale steder, der kan udnyttes bedre,” siger Karina Lorentzen, spidskandidat for SF, i en pressemeddelelse. Når forslagene er samlet på en række postkort, skal de afleveres til borgmesteren.
Vilde blomster i byen
På Kulturnatten vil man desuden kunne finde vilde blomster hos SF ved Nicolai Kirke. De har tidligere foreslået at erstatte murstensindtrykket i gågaderne med buske, blomster og siv og skabe grønne åndehuller i midtbyen. På Kulturnatten viser de, hvordan det kan se ud. Byrådskandidaterne Karina Lorentzen og Hans Holmer står bag projektet. jesl