Vi vil gerne komme igen næste år
Syv oplevelsespraktikanter sagde i går farvel og på gensyn til Universe
Siden den 5. juli har syv borgere fra SAABU, den beskyttede beskæftigelse i Sønderborg Kommune, arbejdet som oplevelsespraktikanter på Universe. Nu er højsæsonen forbi, og derfor blev der i går tirsdag taget afsked med praktikanterne. Det blev en bevæget og rørende oplevelse - både for praktikanterne og de medarbejdere på Universe, der har arbejdet tæt sammen med praktikanterne.
Ved afslutningen blev der serveret kaffe og morgenbrød og Universe uddelte små overraskelser til oplevelsespraktikanterne. Det var HR- og administrationschef på Universe, Bodil Agnete Christensen, der stod for uddelingen. Alle fik et diplom udformet som et kompetencebevis med individuelle beskrivelser af praktikantens opgaver og kompetencer. Alle fik også et lille prisme af glas, der stråler i de mest fantastiske farver, når solen rammer det. Gaverne vakte stor glæde hos praktikanterne.
Lidt vemodigt
"Det er dejligt, at se jer igen, men også lidt vemodigt. Nogle af jer er her for anden gang, og jeg håber, vi ses i løbet af de næste par måneder," sagde Bodil Agnete Christensen, der hermed også løftede sløret for den tredje gave, nemlig et sæsonkort til Universe resten af sæsonen, dvs. til og med den 23. oktober.
Der var også en gave fra praktikanterne til Universe. De havde lavet en flot collage med billeder fra deres praktikophold og en række udtalelser om, hvordan de har oplevet praktiktiden. Eksempler er: Et super læringssted. Et godt og lærerigt forløb. Masser af søde folk og gode kolleger.
Kommer gerne igen
Og det er ikke bare tomme ord og varm luft. På et tidspunkt udbrød alle praktikanter i kor:
"Vi vil alle gerne komme igen næste år."
Og Lars, der har hjulpet til på parkeringspladsen, supplerede med:
"Jeg vil gerne arbejde her hvert år."
En beretning
Man skal ikke tage fejl. De unge oplevelsespraktikanter investerer hele deres krop og sjæl i arbejdet. Hør f.eks. denne beretning fra Jens Anker:
"Jeg så en dreng, der faldt og slog sig. Jeg løb straks derover for at hjælpe ham, og jeg ringede efter hjælp. Men jeg blev bare så ked af det, fordi det var så synd for drengen. Bagefter måtte jeg hvile mig lidt for at komme til mig selv igen."
Begejstret for samarbejdet
Områdeleder Peter Westergaard Sørensen fra SAABU er begejstret for samarbejdet med Universe.
"Det er en fantastisk mulighed, de giver borgerne fra den beskyttede beskæftigelse. De får mulighed for at blive en del af en rigtig arbejdsplads med kolleger og rigtige arbejdsopgaver - og nogle gæster, der sætter pris på og anerkender deres arbejdsindsats. Det her er en rigtig arbejdsplads, hvor der også kræves noget. Og hvis man oplever, at man kan leve op til kravene, så vokser man som menneske," siger Peter Westergaard Sørensen.
Nu skal praktikanterne hjem til hverdagen på de beskyttede værksteder, men der er ingen tvivl om, at de fleste vil byde ind på en ny praktikperiode på Universe i 2017.