Veteran i fleksjob efter 20 år med PTSD

Det kan være svært at indrømme, man har brug for hjælp, men nogle gange er det nødvendigt for at komme videre.

“Det starter med dig selv. Det sværeste er at erkende, man er syg,” siger Jan Wissendorff Pedersen.

I tyve år har han levet med posttraumatisk stress, efter han var udsendt som soldat i Balkan i starten af 1990'erne.

I dag arbejder den nu 53-årige automatikfagtekniker tre timer to dage om ugen på værkstedet hos Vandcenter Syd. Han blev visiteret til et fleksjob af Odense Kommune, efter han fik stillet diagnosen PTSD.

“Jeg har noget at stå op til et par gange om ugen. Det giver noget selvværd. Og så er det rart at komme ud blandt kollegerne,” siger han.

Fyring knækkede filmen

To gange var Jan Wissendorf Pedersen udsendt i starten af 90'erne.

Da han kom hjem, fortsatte han nogle år i forsvaret, hvorefter han søgte ud i det civile.
Han sov stort set ikke om natten og så næsten aldrig sin familie, fordi han arbejdede hele tiden.

“Det var for at holde hjernen i gang, så jeg tænkte på noget andet,” fortæller Jan Wissendorff Pedersen.

Det fortsatte helt frem til 2010, hvor han blev opsagt på sit daværende arbejde under en fyringsrunde.

“Der knækkede filmen fuldstændig,” fortæller han.

Det førte til, at hans mor og søster tog ham med til veteranhjemmet i Fredericia, hvor han fik kontakt til en psykiater og fik stillet diagnosen PTSD.

I dag går det væsentligt bedre, blandt andet fordi Jan Wissendorf Pedersen får medicin, så han bedre kan sove om natten. Det betyder meget for ham, at han er blevet visiteret til et fleksjob og dermed er kommet ud af kontanthjælpssystemet, så han ikke skal leve op til de samme krav længere.

“Det betyder utroligt meget, at jeg ligesom kan få skuldrene ned,” siger han.

Diagnosen var en lettelse

For Jan Wissendorff Pedersen var det en stor lettelse endelig at erkende, at han havde en psykisk lidelse.
“Der er mange, der har det som mig, men som bare gemmer sig og isolerer sig. Jeg håber, at flere af dem kommer ud af busken og får gjort noget ved det,” siger han.
Nu bruger han især tiden på at være sammen med sine børn.
“De har jo næsten ikke set mig i 20 år,” siger han.