Værdighedsmilliarden i praksis
Sønderborg Kommune har især fokus på demens, varme hænder og egenproduktion af mad
Sundheds- og Ældreministeriet har nu godkendt Sønderborg Kommunes plan for, hvad kommunens andel i den såkaldte "værdighedsmilliard" skal bruges til. Der er især fokus på borgere med demens, varme hænder og egenproduktion af mad på plejecentrene.
Implementeringen af pengene tager udgangspunkt i den værdighedspolitik, som byrådet godkendte i juni, og som definerer det gode liv for ældre. Seniorudvalgets formand, Preben Storm, ser frem til, at politikken nu bliver til handling i form af en række tiltag, som kommunens ældre får glæde af.
"Vi har involveret mange borgere i processen med at formulere politikken, og jeg tror, de ligesom mig og som ældre borgere, pårørende og medarbejdere glæder sig til at se politikken omsat til handling. Jeg ser frem til, at vi gør det endnu bedre for de borgere, der har brug for korttidspladser, når de skal rehabilitere efter for eksempel sygehusophold, når vi styrker akutteamet, får mere duft af mad på plejecentrene, mere uddannelse og velfærdsteknologi, at vi minimerer liggesår og medicineringsfejl i projektet 'I sikre hænder', og jeg ser ikke mindst frem til en styrket indsats på demensområdet," siger han.
Ud over de nævnte tiltag er der f.eks. også afsat penge til transport af borgere med demens til kommunens dagscentre, og der er afsat penge til ekstra personale på plejecentrene, så der bliver bedre mulighed for, at der kan sættes aktiviteter i gang efter beboernes ønsker.
FAKTA
Værdighedsmilliarden har fået sit navn, fordi regeringen i Finansloven for 2016 afsatte en mia. kroner på landsplan til et varigt løft på ældreområdet. Et krav i forbindelse med tildelingen var, at samtlige kommuner skulle formulere og vedtage en værdighedspolitik.
Sønderborg Kommunes andel i 'værdighedsmilliarden' er ca. 16,3 mio. kroner.