Det store sønderjyske familiealbum
Museum Sønderjylland har nu rundet 50.000 fotos i databasen
Sønderjyder på Vestfronten under Første Verdenskrig, den nye grænseovergang ved Kruså i 1920, tobakskø i Aabenraa under Besættelsen, luftskib over Chr. X's bro i Sønderborg, den tyske skole i Vilsbæk i 1930'erne og udsigten over tømmerpladsen i Vojens omkring 1910.
Det er blot nogle af de mere end 50.000 billeder, som Museum Sønderjylland har gjort tilgængelige for interesserede på Sønderjyske billeder. Samlingerne på internettet tegner dermed et fotografisk portræt af Sønderjylland fra de ældste billeder i midten af 1800-tallet og frem til de nyeste digitale billeder i dag.
I disse dage kan museet fejre, at man nu har rundet det magiske tal på 50.000 billeder på museets billeddatabase ”Sønderjyske billeder”. Dette har ikke været uden støtte fra anden side.
Undervejs har arbejdet med offentliggørelsen af billedsamlingerne modtaget en generøs støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
De 50.000 billeder er dog kun en mindre del af museets fotografiske samlinger på godt 1,5 millioner billeder og knap 200 film. Museet fortsætter derfor arbejdet.
I foråret blev det tyske mindretals billedsamling på ca. 1.500 billeder fra 1930'erne lagt ud på nettet og i øjeblikket er Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie i gang med at gøre topografiske billeder fra de sønderjyske sogne på landet tilgængelige. Her er man foreløbig nået til Kliplev sogn.
Det er endvidere museets håb, at der kan tilvejebringes en finansiering, så sønderjyderne og andre kan få glæde af den meget store samling af billeder fra Aabenraa købstad.
Faktisk er der ca. 125.000 billeder på museets database, men som følge af ophavsretsloven og persondataloven, er det altså kun knap halvdelen, som er tilgængelige for offentligheden.
Sønderjyske billeder kan findes på Museum Sønderjyllands hjemmeside www.museum-sonderjylland.dkcv