12 nordiske medaljer til Køges kajakpiger
Det danske ungdomslandshold viste stor styrke ved NM i Finland
De tre kajakpiger fra Køge gjorde det godt ved de nordiske mesterskaber i ungdomskajak i Lathi i Finland i sidste uge, og fuldendte dermed den succes, som Anne Hauge Sørensen havde for tre uger siden med sølv ved EM i Budapest.
Laura Ljungholm fik fem guld- og to sølvmedaljer. Hun blev nordisk U16 mester i 500 m enerkajak og i firerkajak. Det er ellers 200 m distancen, der er Lauras fortrukne, og her blev det til endnu et mesterskab i toerkajak , samt i 200 m firerkajak. I enerkajakken måtte hun efter nervøs start 'nøjes' med sølv. I 4x200 m stafetløb blev det også til guld. Og til slut sølv i 500 m toerkajak.
Køges anden U16-pige, Mathilde Roed, kunne i sin firerkajak ikke helt følge Lauras, men det blev til en flot sølv-medalje i 500 m. Mathilde deltog også i det lange 2.500 m løb i toerkajak, og her blev det til en bronzemedalje.
Anne Hauge Sørensen deltog i tre løb i dame U18 og fik sølv i 1000 m toerkajak og 5000 m enerkajak. I 5000 m toerkajak blev det til en bronzemedalje.
50 guld til Danmark
Det danske ungdomslandshold har stor bredde og et meget høj niveau, hvilken bevistes med, at det i 58 løb ved nordiske mesterskaber, blev til 50 danske guldmedaljer. jesl