Fortsæt til indhold

Ny idrætspark i budget

Kommunen er klar til at samarbejde med private investorer så Roskilde får råd til nyt stadion

Arkiv
Arkiv

En ny idrætspark i Rådmandshaven til FC Roskildes 1. divisionshold er med som et punkt i det budget for 2017, som et stort flertal i byrådet netop er blevet enige om. Kommunen har ikke selv råd til at bygge sådan et stadion, og derfor er byrådets flertal indstillet på et samarbejde med private investorer i et såkaldt OPP-samarbejde (Offentligt Privat Partnerskab). Den konservative formand for Erhvervsudvalget Lars Lindskov har været en varm fortaler for denne model, og under weekend'ens budget-forhandlinger fik han også klar opbakning fra borgmester Joy Mogensen (S). Desuden er de øvrige partier i budget-forliget SF og Radikale og Venstre nu også forpligtet til at støtte projektet. Når borgmesteren nu også går direkte ind i sagen, er det samtidig et meget tydeligt signal til kommunens tekniske forvaltning om ikke at opfinde flere forhindringer eller forsinkelser - men tværtimod gøre sig umage for hurtigt at få lavet en model for opførelsen af et nyt stadion.

Flytning til Køge

FCR kan som 1. divisionshold få dispensation til endnu en sæson på den gamle bane, hvor der ikke er varme i banen, men så skal det også bringes i orden sammen med en del andre nye bekostelige krav. Hvis ikke et nyt stadion er klar om et par år, har FC Roskilde meddelt, at klubben i værste fald kan blive nødt til at flytte sine hjemmekampe til arvefjenderne i Køge - hvilket næsten vil være værre end en nedrykning. For at klare alle de store udgifter til et nyt stadion har kommunen i et stykke tid forhandlet med FCR og stærke lokale investorer samt entreprenører, som vil være med til at opføre en ny idrætspark. Ifølge planen skal banen vendes en kvart omgang, så arealerne ved de nye langsider ud mod Rådmandshaven og ind til Kildegården kan rumme nye tribuner med mange flere omklædningsrum samt kontor- og erhvervslokaler. De kan f.eks. kan anvendes af fysioterapeuter og andre typer virksomheder med forbindelse til sport og fritid. På den måde kan investorer få økonomi i deres byggeri, mens kommunens vigtigste andel i det nye stadion bliver at stille de meget attraktive og dyre kvadratmeter på dette centrale areal i Roskilde til rådighed. En model skal skrues sammen, så der bliver sikkerhed for, at private ikke kan løbe med værdien af det, som skatteyderne på denne måde kommer til at skyde ind i projektet.

Strategi fastholdes

I det nye budget for 2017 fastholdes de store strategiske investeringer, som borgmester Joy Mogensen og det hidtidige flertal fra S-SF-R-K - og nogle gange Enhedslisten - har besluttet de forudgående år. Det omfatter blandt andet p-huset på Sortebrødre Plads og en stor ny svømmehal med et 50 meter bassin ved siden af det eksisterende Roskilde Bad. Venstre har tidligere været imod disse store anlæg, men som deltager i det nye budget må partiet nu acceptere, at disse investeringer gennemføres, som der også tidligere er afsat penge til. De store anlæg er et afgørende led i Joy Mogensens investerings-strategi, hvor hun og flertallet vil udvikle Roskildes handels-, kultur- og idrætsliv for at tiltrække mange nye indbyggere og gode arbejdspladser. Det skal betale for at opretholde en lokal velfærd, så Roskilde ikke bliver ramt af nedskæringer, som det nu sker i mange andre kommuner. I det nye anlægsbudget for 2017 fastholdes også de tidligere beslutninger om en omfattende renovering på skolerne samt trafik-investeringer, der blandt andet skal give mere sikre skoleveje til børnene. En stor byudvikling i Vibys centrum, hvor kommunen i de kommende år forventer en betydelig befolkningsvækst, er også med i budgettet. tk