Bygningen er klar med 6 på opleveren
Ny samlebillet giver store rabatter på seks af efterårets koncerter på Bygningen
”6 på opleveren” er Musikforeningen Bygningens tilbud til dig om at komme til seks udvalgte koncerter, du måske ikke lige umiddelbart havde valgt at gå til, i løbet af efteråret.
"Som regel plejer vi at købe billetter til det, vi kender og ved vi kan lide, og det giver også store musikalske oplevelser,- men vi har ofte lidt modstand på det, vi ikke kender eller ikke har hørt så meget af," fortæller Jens Peter Halborg, kunstnerisk leder i Musikforeningen bygningen, om baggrunden for, at man tilbyder disse seks koncerter til en helt særlig pris på 350 kroner mod en normalpris på over 1000 kroner.
Følgende artister er valgt ud af efterårets i alt 23 koncerter: Peter Viskinde Band, Ron Hacker & The Hawksaws, The Fat Pony Band, Hverdagens Helte, Fjæstad m. band og Michelle Birkballe m. band.
Billetten ”6 på opleveren” kan købes via bygningen.dk.