Fortsæt til indhold

Udvid din horisont

Et nyt fællesprogram for aftenskolerne i Middelfart og Fredericia giver et samlet overblik

Arkiv
Lars Saugbjerg

Aftenskolerne i Fredericia og Middelfart er gået sammen om et husstandsomdelt program, hvor alle aftenskolerne kan fortælle om de aktiviteter, de tilbyder i den nye sæson.
Det er nu, du skal tilmelde dig, hvis du vil lære polsk, gå til hundetræning og dyrke slægtsforskning. Programmet er spækket med alt fra husflid til korsang, så der er noget for enhver smag.
Vil du vide mere om, hvad aftenskolerne formår, så duk op 27. august kl. 10-14 foran Rådhuset i Fredericia. Her kan du møde bestyrelsesmedlemmer, ledere og undervisere fra aftenskolerne. Der vil også være forskellige aktiviteter og underholdning for voksne og børn.
“Vi præsenterer flere nyheder i år. En af dem er fra Den Kreative Aftenskole, nemlig 'Lungekoret', som er et tilbud i Fredericia til alle med luftvejsproblemer. Sangtræning kan faktisk give folk med en lungesygdom bedre kontrol over deres vejrtrækning. Lungekoret er for både mænd og kvinder, og man behøver ikke at have erfaring med korsang,” fortæller Leif Urhøj, formand for Aftenskolerne i Fredericia.
Koret ledes af Louise Hvilborg, der er uddannet sangpædagog og har stor erfaring med korarbejde.
Har du ikke modtaget aftenskolernes fællesprogram, kan det hentes på biblioteket.