Fortsæt til indhold

Fælles spisning giver sundhed

Folkekøkken på Hestetorvet viser vigtig indsats fra frivillige

Arkiv
Erling Pedersen

Når folk spiser sammen i fællesskab, bliver det en social begivenhed, der samtidig giver dem et sundere og bedre liv. Denne filosofi om 'folkekøkkenets gavnlige virkning', er baggrunden for, at en række frivllige organisationer og andre i Roskilde arrangerer fælles spisning forskellige steder rundt om i kommunen. Ved Sundhedsdagen på Hestetorvet lørdag var der et helt telt, hvor interesserede kunne få smagsprøver og høre mere om denne vigtige indsats for folkesundheden. Charlotte Laurents arbejder for kommunen med mad og måltider som en del af velfærden, blandt andet i Æblehaven og Rønnebæroparken i flere ældrecentre. - Når man spiser sammen, får man mere mad af bedre kvalitet end ellers. Samtidig kommer man ud og er sammen med andre mennesker, og det er også sundt, forklarer hun. - Måltidet er jo ikke kun et spørgsmål om at få næring, men også en social begivenhed, hvor man bedre kan nyde maden, når man er sammen med andre. Det gælder for os alle sammen, forklarer hun.

Ringparken og Trekroner

De frivillige i Café Smil har allerede i flere år lavet måltider til folk i Ringparkens beboerhus ved Søndre Ringvej og nu er de også begyndt i Solparken i Trekroner. - For os giver det god mening at udføre dette arbejde, fortæller Ejner Jensen, Hans-Chr. Eisen og Anne Kathrine Skibelund, som er blandt de 60 frivillige, der arbejder med denne opgave. Henved 100 mennesker mødes her en gang om ugen og får sig en omgang sund mad, og interessen er så stor, at mange møder længe før der bliver serveret. Et typisk måltid kan f.eks. være hamburgerryg med grønkål og salat, en dessert, frugt samt kaffe og kage. Spiritus og tobak er helt bandlyst. Bag initiativet står Roskilde Ældre Motion, Ældre Sagen, Ældre Hjælper Ældre samt det lokale boligselskab, der stiller beboerhusene til rådighed i begge bebyggelser.

Tre af de frivillige fra Café Smil: Ejner Jensen (tv.), Hans-Chr. Eisen og Anne Kathrine Skibelund.

Ældre i Gundsø

Ældre Sagen i Gundsø var også med i teltet og kunne blandt andet fortælle, at organisationen kører ud og henter sine spisende gæster en gang om ugen, fordi de er for svage eller dårlige til selv at dukke op til arrangementerne. Det foregår hver torsdag på Bondestuen i Jyllinge, hvor man også synger en sang og kan få en genstand. tk Menuen Ved Sundhedsdagen på Hestetorvet var der en lækker tallerken i Folkekøkkenets telt lavet af to professionelle kokke Maria Vedel og Jens Knudsen udsendt af Madkulturen på Maglegårdsvej: På tallerkenen lå svinenakkekam braiseret i øl, græskar, saltet kål med rødløg, mayonnaise med friske urter og lidt sødt.

Charlotte Laurents arbejder for kommunen med sundere mad og måltider som en del af velfærden i Roskilde,
Teltet med prøver på det moderne folkekøkken havde mange gæster på Hestetorvet i løbet af lørdagen.