Styr på bisserne i 50 år
Far og datter fejrer usædvanligt jubilæum som tandlæger i Roskilde
I august 1966 åbnede tandlæge Mogens Malte Pedersen sin tandlægeklinik i Skomagergade 15 i Roskilde, og i dag videreføres den af datteren Mette. Dermed kan de to nu fejre et usædvanligt jubilæum sammen i klinikken, der i mellemtiden er vokset til at have i alt ni medarbejdere. Mogens er nu snart 80 år, men kommer stadig et par gange om ugen for at hjælpe med forskellige opgaver. Den nu 51-årige Mette har været med gennem 26 år, lige siden hun blev færdig på Tandlægehøjskolen. Mogens Malte kom som ny tandlæge til Garderhusarerne i Næstved og var flere gange i Roskilde for at ride. Han fandt ud af, at det var en spændende by, der ikke lå alt for langt fra hans hjemby Lyngby, og fik i 1961 arbejde som tandlæge her efter soldatertiden. Fem år senere åbnede han så sin egen klinik i Skomagergade 15, hvor den fortsat er placeret.
Trak tænder ud
I starten stod Roskildes tandlæger også for skoletandplejen både i her domkirkebyen og i omegnens kommuner. - Vi havde f.eks. 600 skolebørn fra Lejre. Dengang havde mange karies i tænderne, indtil der kom fluor i tandpastaen. Det hjalp meget, fortæller Mogens Malte Pedersen. Faget har samtidig udviklet sig, så der bl.a. er kommet tandplejere, der renser patienternes tænder, hvilket har givet mindre paradentose. - I begyndelsen var der mange, som skulle have trukket tænder ud, så efterhånden fik jeg et ganske godt tag på det. Men heldigvis er der ikke længere brug for det så ofte, siger han. Selv om Mogens Malte Pedersen nu er blevet emeritus, har han stadig bevaret glæden over sit fag. Den har han også kunnet give videre til datteren Mette, der nu har overtaget klinikken, samt til lillebroderen, der ligeledes er blevet tandlæge.
Smittende arbejdsglæde
- Min fars glæde ved dette arbejde har også haft betydning for min beslutning om at følge i hans fodspor, fortæller Mette Malte – der i øvrigt også selv er gift med en tandlæge. Hun gik først på Himmelev skole og blev siden student på Amtsgymnasiet, før hun kom på Tandlægehøjskolen. - Allerede da jeg gik i 8. klasse begyndte jeg at komme her i klinikken og hjælpe til. Jeg kunne godt lide arbejde, og det betød da meget for mit valg. - Når jeg er vokset op i Roskilde, kender jeg en stor del af de patienter, vi har nu. Mange af dem er kommet her, siden de var børn, og det giver et trygt forhold. - Jeg kan også lide mit arbejde. Både håndværket og kontakten med så mange forskellige mennesker, når jeg kan snakke med 20-30 forskellige i løbet af en dag, forklarer Mette Malte. - I de første år spurgte jeg ofte min far til råds, hvis jeg var i tvivl om noget. Den metode bruger vi stadig i klinikken, hvor man kan have stor gavn af at spørge en kollega for at få en ’second opinion’, som det hedder. Reception i klinikken Skomagergade 15 den 2. september, klokken 15-18.