Fortsæt til indhold

Kender du et idrætstalent i Roskilde?

Arkiv
Af Marie-Louise Munter / Kommunikationsrådgiver og formand for bestyrelsen, Erhvervsforum Roskilde

Vidste du, at Roskilde Kommune er en af Team Danmarks 21 Elitekommuner – og den eneste på Sjælland, der er både vest og syd for København? Og ved du, hvad det i praksis betyder? Hvis vi skal fortælle den samme gode historie om, hvad Roskilde vil, så er fakta et godt sted at starte. Tillad mig derfor - oven på denne OL-sommer - at tage talentbrillen på og kigge på mulighederne i vores Elitekommune. Gider du ikke læse med, så spring til det sidste i klummen: deadline for Talentklassen til næste års 7.-9. årgang. Men lad mig starte med en påstand: At Roskilde Kommune er det oplagte sted at vælge at studere, bo og træne. Så kort kan visionen bag Elitekommunen Roskilde egentlig sammenfattes.

Fra ble til Ph.D

Rektor Claus Niller fra Katedralskolen skrev tidligere de berømte ord ”Fra Ble til Ph.D” i en klumme her i avisen – og det er så sandt, som det er sagt: Roskilde byder på talentdyrkningsmuligheder fra lille til stor – fra folkeskole til ungdomsuddannelser. Alle nyder faktisk godt af det med udvidede idræts- og bevægelsestilbud i alle kommunens folkeskoler (det kom med Folkeskolereformen), og særlige tilbud til 0.-6. klasserne på udvalgte ”idrætsskoler”: Baunehøjskolen, Gadstrup Skole, Tjørnegårdsskolen, Lindebjergskolen, Sct. Jørgens Skole og Trekronerskolen. Derudover er der den særlige Talentklasse i 7.-9. årgang på Himmelev Skole og også på ungdomsuddannelserne er der samarbejde, hvor der er ekstra træningspas lagt ind før og efter undervisningen. Det gælder både 10. klassecenteret og Roskilde Handelsskole, Roskilde Katedralskole, Himmelev Gymnasium og Roskilde Tekniske Skole.

Fra en til fem ol-deltagere

Virker det så? Ja, når jeg møder Steen Houman, der er Eliteidrætskonsulent i Roskilde Kommune, smiler han. Og taler gladeligt om, hvordan man siden den første Talentklasse kom til i 2010/11 har mærket effekten. Roskilde havde én OL-udøver med i 2008. I år havde vi fem, og vi kommer til at se endnu flere elitesportsfolk ”fra Roskilde” – ikke bare til OL, men i det hele taget. Af de to Roskilde-roere, der fik sølv ved OL i Rio, er det reelt kun Kasper Jørgensen, der er Roskildenser. Men hvad betyder det? Lad os nu ikke dvæle ved, om vi er født inden for kommunegrænsen, flytter til eller blot vælger til i hverdagen. Lad os i stedet være stolte af, at vi som Elitekommune byder på de rammer, hvor talentet kan dyrkes.

Vi skal tiltrække talenter

Lad os blive ved med at finde talenterne, give dem de bedste rammer – og tiltrække de, der ikke allerede er her. Lad os med fortællingen om #AlleTidersRoskilde (og gerne foldet ud til #AlletidersElitekommune) vise, at vi bygger på, sten for sten. At vi med et kommende Sportscollege vil kunne tiltrække talenter fra hele Sjælland og Danmark. Meldingen fra de lokale idrætsmiljøer og de seks prioriterede idrætsgrene: BMW, bordtennis, cykling, fodbold, håndbold og roning, er, at de står klar. Her dyrkes der allerede talenter, både de der er vokset op og ind i klubberne, men også de der flytter til. De, der vælger Roskilde til. Så kære læser. Kig dig omkring. Kender du et talent? Har du et boende derhjemme? Og helt aktuelt: Er du selv et ungt talent, der overvejer at starte i Talentklassen for 7.-9. årgang på Himmelev Skole, så er det nu, der skal rykkes. Der er infomøde den 1. september og deadline for ansøgninger den 14., og det vil være så ærgerligt, hvis talentet går til spilde. Det ville da være skønt, hvis vi kunne heppe på endnu flere ”fra Roskilde”, når der er OL i Tokyo om fire år, ikke? 'Det ville da være skønt, hvis vi kunne heppe på endnu flere ”fra Roskilde”, når der er OL i Tokyo om fire år '