Ny sti fra Verdens Ende
Det gamle øvelsesterræn bliver forbundet med Verdens Ende med ny sti
Sønderborg Kommune er i fuld gang med at anlægge en vandresti mellem det tidligere øvelsesterræn ved Kær Vestemark og parkeringspladsen ved Verdens Ende.
Stien er et vigtigt forbindelsesled mellem Sønderborg by og naturområdet Kær Vestermark. Stien går fra parkeringspladsen under Alssundbroen, op ad skråningen ved rensningsanlægget og hen til området ved den gamle militære øvelsesbane. Stien snor sig op ad skråningen, og der opsættes en bænk, hvor man kan sidde og nyde udsigten over Alssund.
"Stien er primært for fodgængere og bliver en vigtig rute, når 40.000 spejdere kommer til byen næste sommer. Stien er også vigtig i forhold til den kommende vandrerute på Kær Halvø, eftersom den vil forbinde hele sti-nettet på Kær Halvø med Sønderborg by," siger Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø.
Stien forventes færdig 1. september 2016.