Nyt liv på Hestetorvet
Hestetorvet skal vrimle af liv og hygge, og kommunen vil nu gøre noget ved en af Roskildes mest livløse pladser. Politikerne i Plan- og Teknikudvalget har længe været enige om, at torvet med den gode placering ikke bør ligge øde hen om aftenen.
Derfor er Hestetorvet nu kommet med i budgettet for 2017. Det betyder, at der skal installeres vand, afløb og el til udeservering på torvet samt stilles pavilloner op i sommerhalvåret.
Formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen (S) er i lighed med de andre politikere i udvalget glad for, at torvet endelig kan få en anden status end total dødt. Han håber på, at restauranterne vil være med til at udvikle torvet.
Glæde over udvikling
Ejeren af Shawarma Grill-House, Houssein Chahrour, er tilfreds med, at der endelig sker noget. Siden han åbnede for tre et halvt år siden, har han kæmpet for at få lov til at servere øl, vin, is og falafler på Hestetorvet.
Han mener dog ikke, at det er nok, at kommunen installerer vand og el på torvet.
- Kommunen er også nødt til at bygge pavilloner ligesom på Stændertorvet, siger Houssein Chahrour.
Efter hans opfattelse skal kommunen også stå for at bygge torvecaferne op- og tage dem ned om vinteren, eller når der er arrangementer på torvet, så cafeerne ikke må være der.
- Det er alt for dyrt og besværligt for os at klare denne store opgave, siger han.
Regler i vejen
Houssein Chahrour har haft tilladelse til at servere på Hestetorvet i de seneste par år. Det har været en dyr og besværlig fornøjelse for ham, fordi regler om vand, afløb og veje har stået i vejen.
Desuden har han postet mange penge i udendørsprojektet. Før festivalen stillede han for eksempel en isbod op, som han dækkede til om natten.
Alligevel blev ledningen til fryseboksen klippet, da den stod ubevogtet hen. På den måde mistede han 50.000 kroner på en enkelt nat, da forsikringen ikke betaler for hærværk, når tingene ikke er låst inde.
- Jeg er glad for at kommunen nu rækker hånden ud mod os, og jeg vil rigtig gerne være med. Men hvis vi virkelig vil have liv på torvet, er det vigtigt at restauranter og kommunen løfter i flok, siger han.
Om kommunen skal stå for pavillonerne til udeservering, og hvordan de kommer til at se ud, står stadig hen i det uvisse.
- Nu sætter vi os sammen med dem, der vil være på torvet, og så finder vi sammen ud af, hvad der skal se, siger Torben Jørgensen.
Han forventer, at installationsarbejdet på torvet går i gang i løbet af kort tid, og at udeserveringen kan gå i gang senest til næste forår.
Hvad mener du? Skriv det nedenfor eller på avisens facebookside.