Se Køge Kirke i et helt nyt lys under festugen
Kunstnerkollektivet Vertigo/Obscura har lavet en særlig lysinstallation til Køge Kirke - oplev den i forbindelse med Køge Festuge
Det bliver et visuelt brag, når der er natkirke i Køge Kirke under festugen. Trænger man til at hvile ørerne og fødderne, kan man komme i kirke og bruge øjnene i stedet for og opleve den gamle smukke kirke i et helt nyt lys. Kunstnerkollektivet Obscura/Vertigo har nemlig lavet lysinstallationen ”Dark Reflections” særligt til Køge Kirke. Installationen kan kun opleves under festugen, så det bliver en på alle måder unik oplevelse.
”Køge Kirke ligger centralt lige ved siden af Torvet, hvor der er fuld gang i den i festugen. Vi vil selvfølgelig gerne bakke om festugen og være med i festen," siger sogne- og natkirkepræst Signe Asbirk.
”Vi skal ikke konkurrere med musikken på Torvet men være et supplement. Så det er virkelig et scoop, at vi i år har fået mulighed for at samarbejde med de dygtige og topprofessionelle lyskunstnerne i Vertigo/Obscura om at lave en anderledes form for Natkirke med vægt på det visuelle. Det bliver så flot og stemningsfuldt og kommer til at passe perfekt ind i festugen," siger hun.
Kunstnerkollektivet Vertigo/Obscura har mange års erfaring med at lave lys- og videoinstallationer.
”Et rum gennemgår en radikal forvandling, når det bliver oplyst med laser og et hav af videoprojektorer på alle flader. Det er vores kendemærke at lave den slags installationer i stor skala – indendørs såvel som udendørs," fortæller Frederik Hilmer Svanholm, som er en af kunstnerne bag projektet.
Lysinstallationen ”Dark Reflections” består af en blanding af laser, lyskilder og projektioner, der skaber flader af farver og pulserende, roterende lys, som træder frem i mørket. Det visuelle ledsages af svævende sfærisk lyd, der ligesom lyset er i konstant bevægelse.
“Dark Reflections” kan opleves onsdag 31. august, torsdag 1. september og fredag 2. september fra klokken 20.30 - hver halve time af tyve minutters varighed. Sidste fremvisning er klokken 23.00.
Der er fri entré og gratis café i kirkens kapel.