Det skal være sjovt at gå på arbejde
Her til morgen kan erhvervslivet i Varde Kommune opleve humoristen Rune Green
Erhvervslivet i Varde Kommune og Esbjerg Kommune skal onsdag morgen opleve humoristen Rune Green og hans underholdende og tankevækkende foredrag.
Vidste du at 75 % af alle jobannoncer søger efter medarbejdere, der har humoristisk sans. I kontaktannoncer er humoristisk sans en af de mest efterspurgte egenskaber. Men hvorfor er det lige, at humor er sådan en efterspurgt menneskelig kvalitet?
Det giver humorist og humor-ekspert Rune Green nogle svar på i hans suverænt underholdende og tankevækkende foredrag ”Humor for Begyndere – og let øvede”.
Rune Green er en af de få formidlere i Danmark, som er i stand til at fortælle om humor på en humoristisk måde og samtidig er i stand til at gøre andre mere humoristiske. Rune Greens budskab er enkelt: Humor har en langt større betydning for, hvordan du kommer igennem dit arbejdsliv, hvordan andre opfatter dig og hvordan du kommer igennem med dit budskab end de fleste mennesker er klar over.
Så hvis ProVardes medlemmer godt kunne tænke sig lidt mere at grine af i deres arbejdsliv? Så får de nogle enkle og håndgribelige redskaber, når Rune Green besøger dem onsdag morgen.
Humorist, taleskriver og humorspecialist Rune Green har arbejdet med humor i over 25 år. Han skriver blandt andet humor-taler til forretningsfolk og er ghostwriter for forfattere. Han er medlem af International Society of Humor Studies og er nok én af de mennesker i Danmark som ved mest om humor – også hvad betydning det har for vores arbejdsliv og arbejdsglæde.
Hans foredrag har taget kegler over hele landet. Så forskellige tilhørere som psykiatere, landmænd, revisorer, sygeplejersker, pædagoger, forretningsfolk, chefer, lagerarbejdere og tandlæger har haft en fantastisk oplevelse med den selvironiske og inspirerende humorist. Så der er lagt op til en munter morgen for ProVardes medlemmer, når Rune går på scenen kl. 8.30 i Næsbjerghus.