Tyve på rov i Roskilde
Bestjålet med barnebarn i hånden
Man skal holde på værdigenstandene, når man er på tur i Roskilde, da flere tyve ser deres snit til at stjæle fra folk, når man færdes i byen.
Intet er for lavt eller for svagt for en tricktyv, derfor er det også ofte ældre, svagtgående eller folk, der går og hygger sig, som tyverierne går ud over. Tyverierne sker fortrinsvis i dagtimerne, hvor man har pungen oppe af tasken for at købe ind. På den måde når tyvene både at se, hvor pungen er gemt og nogle gange, får de også afluret pinkoden.
I weekenden oplevede flere at miste værdigenstande, da de var forskellige steder i byen.
Det gik det blandt andet ud over en kvinde, der var på indkøb med sit barnebarn i H og M i Skomagergade.
Kvinden fik stjålet pungen fra tasken, mens hun kikkede på tøj og hyggede med poden.
Kort efter meldte en anden kunde, at en tyv også havde snuppet hendes pung.
Bestjålet på tanken
En kvinde mistede pung, flere kort og et sæt øreringe, da hun var i færd med at tanke bilen op i Svogerslev torsdag kl. 21.
Da kvinden skulle til at betale, var tingene forsvundet. Hun havde haft tasken stående på jorden, mens hun var i gang med at tanke. Kvinden har fortalt til politiet, at hun tror, det var personer, der også var i gang med at tanke, som stjal hendes ting uden, at hun opdagede noget.
Tyve i tog
I weekenden var tyvene også godt i gang i togene.
En enkelt var så uheldig at få stjålet pungen fra tasken. I den lå både opholdstilladelse og diverse kort. En anden fik stjålet sin rygsæk, der lå i taskehylden. I rygsækken lå medicin, to pakker cigaretter og tøj.
En tredje person fik stjålet mobilen på et tidspunkt fra da hun gik på Roskilde Station og til hun var hjemme i Viby fredag aften.