Fortsæt til indhold

Manglende vilje til rødt forlig

Derfor kom Enhedslisten ikke med i Roskildes budget for 2017, siger Henrik Stougaard

Arkiv
Arkiv

- Roskildes socialdemokratiske regeringsparti og borgmester Joy Mogensen ville åbenbart hellere lave en bred aftale med Venstre end et rødt forlig sammen med os, fortæller Enhedslistens medlem af Økonomiudvalget Henrik Stougaard som forklaring på, at venstrefløjspartiet ikke kom med i Roskildes budget for 2017.
- De har truffet et politisk og økonomisk valg, som de mest udsatte familier i Roskilde nu også kommer til at mærke. Venstre var selvfølgelig også billigere til salg, end vi var tilføjer han.
Enhedslisten ønskede blandt andet, at de 25 millioner kroner, som Roskilde kommune hvert år henter ved rationalisering og effektivisering, skulle anvendes til service overfor borgerne på andre områder - fremfor bare at blive lagt i kassen.
- Hvis der havde været vilje til stede, kunne vi nu godt have fundet ud af det, mener Stougaard.
- Men den alvorligste uenighed var, hvad vi skal gøre for at hjælpe de hundreder af familier her i kommunen, som nu bliver ramt af lavere kontant-hjælp. Reglerne er sådan, at hvis de har arbejde i en vis periode, bliver de ikke sat ned i ydelse.
- Derfor ville vi have kommunen til at tage initiativ for at skabe den slags job, så vi kan hindre at flere hundrede familier - og ikke mindst deres børn - nu bliver ramt hårdt af decideret fattigdom. Men det ville man desværre heller ikke høre på, konstaterer Henrik Stougaard.
Venstrefløjs-veteranen, der gennem mange år var leder for SF i byrådet, lyder dog hverken bitter og skuffet. Han har mange gange oplevet både at være inde i varmen og uden for døren igen, så han ved, at borgmesteren hurtigt igen kan få brug for Enhedslistens tre stemmer i byrådet - f.eks. hvis hun gerne vil genvælges efter næste valg.
tk