Lisbeth kom helt ind bag tørklædet, da hun lånte “bogen” Helene

Nogle mennesker kan læses som en åben bog, siger man. I lørdags kunne man faktisk læse mennesker som bøger i Menneskebiblioteket på Varde Bibliotek, som del af dialog- og kunstprojektet Abrahams Børn.
Lisbeth Jørgensen fra Varde valgte at låne en muslim, fordi hendes sønner har muslimske kammerater i skolen. Hun lånte Helene Larsen, og de satte sig og snakkede. Lisbeth ville vide, hvad tørklæderne betyder.
“Der er ikke andre regler end at profeten siger, vi skal dække os for at vise anstændighed. Det står også i Biblen, men i Islam fortæller profeten os hvordan,” siger Helene.
Helene tog ikke tørklæde på med det samme, da hun konverterede. Men da hun begyndte at gå med tørklæde, oplevede hun, at folk begyndte at tale ned til hende:

“Jeg har været lærer i 14 år, men en kollega begyndte en dag at belære mig om forskellen på andetsprog og flersproglighed og. Jeg har selv undervist i det i årevis. Det er fordi jeg har “degraderet” mig selv. Jeg er gået “nedad”. At være dansk, blåøjet og blond er top of the world,” forklarer hun sarkastisk.
“Hvad sårer dig mest ved det, danskere kan finde på at sige?” ville Lisbeth vide.

Du er aggressiv

“Generaliseringen af muslimske kvinder. Det mest irriterende er, når jeg taler højt, siger folk, jeg er aggressiv. Jeg har altid talt højt, livligt og tydeligt. Jeg synger, og jeg er skuespiller. Men efter jeg tog tørklæde på, har jeg fået at vide tusindvis af gange, at jeg råber, at jeg snakker for højt.
Helene Larsen er holdt op med at gå ud i det offentlige rum. Én hændelse har især gjort sit. Hun tog bussen med sin datter, der var seks år .
“En mand råbte af min datter, at hendes mor var ulækker, og at “når krigen kommer, skal vi nok finde ud af, hvem der er de rigtige danskere.” Der var ikke én i bussen, der reagerede. Til sidst blev det for meget. Jeg rejste mig og sagde: ”tusind tak skal I have. Nu ved jeg, hvordan det var at være jøde under 2. Verdenskrig - intet har ændret sig”.
Lisbeth har lånt Helene i en god halv time., men hun er allerede kommet tæt på, og er berørt af at have “læst” hende:
“Jeg har lært en masse i dag, og at vi ser tingene ud fra vores eget perspektiv. Det gjorde indtryk på mig, at du ikke kan gå rundt i det offentlige rum med din datter. ”
Helene har været udlånt omkring 50 gange. Hun syntes, Lisbeth var en god låner:
“Hun var oprigtigt interesseret.”
Samtalen var så god, at de to kvinder blev enige om at snakke videre over en kop kaffe, efter Helene var “afleveret”.