Brændstof til fantasi og intellekt
BUTIK I uge 34 løber H.C. Andersen festivals af stablen, og i den forbindelse åbner Odense Studentereksamen dørene for butik ”Loppen & Professoren” i Kongensgade 48, som giver brændstof til både fantasi og intellekt. “Loppen & Professoren” er drevet og organiseret af elever fra skolerne Tornbjerg Gymnasium, Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og Mulernes Legatskole, der tilsammen udgør Odense Studentereksamen. Det er tre måneder siden, at de i alt 12 elever mødtes for første gang for at planlægge ugen. Nu er butikkens aktivitetsprogram på plads, og eleverne glæder sig til at kunne åbne dørene fra 21.-28 august. “Gæsterne kan se frem til konkurrencer, quizzer, workshops, oplæsning, kunstudstillinger, musik, filmdyst, debatter og meget mere,” fortæller butiksformand Lene Boe, som netop er blevet student fra Odense Katedralskole. Hun mener, at det er helt oplagt for Odense Studentereksamen at deltage i festivalen, da de fire gymnasier har meget kulturelt at byde ind med. dietz