Lokal frisør går til kamp mod internettet
Frisør Lene Jørgensen sætter nu prisen ned på et udvalg af sine produkter for ikke at tabe til de mange webshops
Det er blevet nemt at handle næsten alt hjemmefra. Med få klik på nettet har man et par dage senere sine indkøbte produkter liggende i postkassen. Og det er endda uden, at man har behøvet at bevæge sig ned i en butik. Ifølge den seneste e-handelsanalyse fra FDIH, der er Foreningen for Dansk Internet Handel, lå 24 procent af danskernes forbrug i 2015 på internettet. Det er noget, der kan mærkes i detailhandlen, hvilket nu får Frisør Lene International Hairdesign fra Esbjerg til at agere.
“Vi vælger nu at sænke priserne på nogle bestemte produkter for at matche nettets priser,” fortæller Lene Jørgensen, der ejer frisørsalonen Frisør Lene International Hairdesign, som har til huse i Sædding Centret.
Det sker efter, at hun har oplevet, hvordan flere og flere vælger at købe på nettet.
“Vi oplever, hvordan vores salg går ned, og jeg kan jo ikke bare trække på skuldrene, så nu vælger vi at tage kampen op,” fortæller Lene Jørgensen.
Detail skal spille på service
Det er ikke kun frisørsaloner, der frygter e-handlens hastige fremmarch. Det fortæller Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia, som er et konsulentfirma med ekspertise i detailhandel og forbrugeradfærd. Hun mener dog ikke, at detailhandlen har så meget at frygte, hvis butikkerne bare griber det rigtigt an.
“Det gælder selvfølgelig om at have nogle konkurrencedygtige priser, men det, som detailhandlen kan spille på, er, at de oven i hatten kan give en god service og rådgivning, og det kan man som kunde ikke opnå på samme måde i en webshop,” fortæller hun og fortsætter:
“Vores undersøgelser viser faktisk, at mange unge fortsat foretrækker at handle i de fysiske butikker.”
Ifølge Dorte Wimmer er det dog en god idé for eksempelvis frisører ikke at tænke online og offline som to forskellige ting, men i stedet lade dem smelte sammen.
“Det bedste vil jo være, hvis man som fysisk butik også har en webshop. Så kan man nemlig både servicere kunderne i butikken samt lade dem handle om aftenen, når de har tid,” fortæller hun.
Kort fra idé til handling
Lene Jørgensen har snart haft sin frisørsalon i 35 år, så hun har oplevet, hvordan udviklingen med kunderne har ændret sig.
“Vi oplever, at folk kommer herned og får vejledning af os, og så tager de hjem bagefter og køber produkterne på nettet,” fortæller hun.
Det er blandt andet den tendens, som hun håber på, at hendes nye satsning vil ændre på. Samtidig har hun også oplevet flere, der har købt noget forkert til deres hår på nettet, fordi de ikke har fået den rette vejledning inden.
“Vi vil jo også gerne det bedste for vores kunder, så derfor giver vi dem vejledning i, hvilke produkter, der passer lige præcis til deres hår,” fortæller den lokale frisør.
Lene Jørgensen fik idéen til den nye ændring i sidste uge og har allerede nu ført den ud i livet på et udvalg af produkterne i frisørsalonen i Sæding Centret. Nu vil hun se, om det lokker flere væk fra webbutikkerne.