Amerikanere tror på Farumvirksomhed
Scandinavian Micro Biodevices, der ligger i Farum er netop blevet solgt for 536 millioner kroner. En kæmpe succes, som Ole Kring, administrerende direktør, tilskriver medarbejderne
Erhverv Glæden og stoltheden er stor for tiden hos Farum-virksomheden Scandinavian Micro Biodevices, SMB. Amerikanske Zoetis, der er verden største selskab indenfor det veterinære område, har nemlig SMB for svimlende 536 millioner kroner. Selvom SMB nu er på amerikanske hænder, hiver virksomheden ikke teltpælene op fra Farum og Furesø Kommune. Tværtimod. "Jeg kan sige med stor overbevisning, at vi bliver i Farum. Zoetis har ikke betalt så mange penge for os som virksomhed men for det, vi kan skabe i fremtiden", siger Ole Kring, administrerende direktør. Scandinavian Micro Biodevices blev grundlagt i 2000 af Ole Kring og Niels Kristian Bau-Madsen, og de har gennem årene haft stor fokus på innovation og udvikling af deres produkter til det veterinære diagnostiske marked. Over de sidste ni år har virksomheden skabt sig en profil som innovationsleder indenfor Lab-on-a-chip og point-of-care diagnostiske produkter til den veterinære industri. Det har givet virksomheden en gennemsnitlig årlig vækst i omsætningen på mere end 30 procent over de seneste syv år. Og netop derfor blev Scandinavian Micro Biodevices udnævnt som gazellevirksomhed i 2015 af Børsen.
Medarbejderne betyder alt
"Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over salget. Det viser jo den værdi, som vores medarbejdere har skabt de seneste år", siger Ole Kring og fortæller, at der trods virksomhedens 16 års historie, stadig er en særlig opstartsånd. “Det er fantastisk. Det betyder jo, at vores medarbejdere er klar til at gå en ekstra mil for at nå resultaterne”. Blandt de 36 medarbejdere er der otte forskellige nationaliteter fordelt på alt lige fra de ufaglærte i produktionen til phd’erne. “På den måde er vi jo prototypen på politikernes ønskevirksomhed. Selvfølgelig ønsker vi som virksomhed at tage et socialt ansvar, men vi ønsker i lige så høj grad at have de bedste og dygtigste medarbejdere - og så kan de ikke alle sammen være danske. Det er helt enkelt”, lyder det fra Ole Kring, der kan beskrive medarbejderstaben med tre ord: “De er kloge, intelligente og engagerede”, siger han og tilføjer, at der ikke er plads til dumhed i SMB. “Men det betyder ikke, at det ikke er tilladt at begå fejl.Selvfølgelig er det det. Man skal bare ikke begå den samme fejl flere gange”, siger han og tilføjer med et smil, at det værste, han ved, er dovenskab. “Det kan jeg slet ikke acceptere”, slår han fast.
Tillid er et nøgleord
Et af kendetegnene ved SMB er den tillid, som ledelsen udviser medarbejderne. “Vi har en udstrakt tillid til vores medarbejdere, og vi gør en dyd ud af, at alle får samme information. Derfor har alle også hele tiden været orienteret om, hvad der var på gang - i første omgang at vi var ved at rejse kapital og dernæst da det udviklede sig til at blive en salgsproces. Det er fantastisk at kunne orientere medarbejdere om den slags, uden at det kommer videre”, siger Ole Kring og forklarer, at det netop derfor også var en rigtig god dag, da han kunne dele glæden over salget med medarbejderne. “Det var en rigtig god dag, og vi har da også belønnet alle med en god bonus”.