Fortsæt til indhold

Lotte Rod i børnehave

Politikeren mener, at der til efteråret skal sættes fokus på børn

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Lotte Rod, medlem af Folketinget for Radikale Venstre samt partiets ordfører på børneområdet, besøgte torsdag daginstitutionen Troldehulen i Bryndumdam for at se nærmere på institutionen, som har åbent døgnet rundt alle årets dage.
En ordning, der ifølge politikeren passer godt til nogle af de danske familier.
“Mange familier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Familierne har brug for mere frihed, så det hele ikke bliver så presset, og børnene har brug for, at der er pædagoger og lærere nok,“ fortalte Lotte Rod fra Radikale Venstre.
I Troldehulen tog kvinderne sagen i egen hånd. Det begyndte med, at Debbie Bisgaard Jensen ikke syntes, de eksisterende institutioner gav hendes familie nok frihed, og i stedet for bare at brokke sig tog hun sagen op og skabte sin egen institution.
Og her er der altid mulighed for at få sine børn passer uanset tidspunktet.
“Jeg tror ikke på, at én løsning er den rigtige for alle. For nogle familier er det vigtigt at være mere hjemme sammen med børnene, for andre giver en daginstitution med skæve åbningstider mening. Det vigtige er, at vi som samfund prioriterer børnene og ikke bare fyrer pengene af på mere forsvar og grænsekontrol,” sagde Lotte Rod.

En ny sæson står for døren

Besøget kommer inden en ny sæson i Folketinget begynder den første tirsdag i oktober. Her bliver efterårets helt store debat, hvad politikerne skal bruge de fælles penge på frem til 2025.
“Vi går til efterårets forhandlinger med et klart ønske: Vi vil give et bedre samfund videre til vores børn, end det vi fik i arv af vores forældre. Det gør vi, fordi vi mener, at alle børn skal have ret til at vælge deres egen fremtid – uanset hvad de kommer fra,” lød det klart fra Lotte Rod.
Radikale Venstre vil ifølge Lotte Rod investere en milliard kroner ekstra i uddannelse og forskning hvert år, sådan så der i 2025 er seks milliarder kroner ekstra.
“Det er nu eller aldrig. Det er jo nu, når vi fordeler pengene frem til 2025, at vi vælger, hvilken retning vi går i. Nogle drømmer om topskattelettelser, andre om mere forsvar og grænsekontrol. Vi drømmer om at give vores børn en bedre fremtid,” lød det fra den radikale politiker.