Flagermus kan stoppe nedrivning
Hvis der er flagermus i Godsbanebygningen, kan det sætte en stopper for kommunens planer om nedrivning
Da den omdiskuterede Godsbanebygningen i en længere årrække har stået tom, er der stor sandsynlighed for, at der er flagermus i den. Og hvis det er tilfældet, skal nedrivningen af den over 100 år gamle bygning enten udsættes eller helt droppes. Flagermus er nemlig fredede.
Beskyt dyrene
I Naturbeskyttelsesloven står der nemlig:
”De dyrearter, der er nævnt i bilag 3 (flagermus mv., red.) til loven, må ikke forsætligt forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Forbuddet gælder i alle livsstadier af de omfattede dyrearter. Yngle- og rasteområder for de arter, der er nævnt i bilag 3 til loven, må ikke beskadiges eller ødelægges.”
Og det kan få indflydelse på hele Posthusgrundsprojektet, hvis bygningen skal bevares. Det er nemlig meningen, at der skal anlægges vej, hvor Godsbanebygningen ligger nu. Bygherren har derfor igangsat en undersøgelse af bygningen.
Ingen flagermus endnu
Undersøgelserne, der skal udføres af firmaet Orbicon, ligger i sommeren og efteråret i år. Det er her flagermusene parre sig, og der derfor er størst chance for, at de befinder sig i bygningen.
Første del af undersøgelsen blev udført for omkring to uger siden, og her fandt man kun få flagermus. Der er dog stadig mulighed for, at der ved undersøgelsen i efteråret, oktober eller november, vil komme andre resultater. Flagermus går nemlig i dvale i vinterperioden, og det sker ofte i forladte bygninger.
I løbet af de natlige undersøgelser vil antal og arter af flagermusene blive registreret, og herefter skal det bedømmes hvad der skal ske med Godsbanebygningen.
Flere muligheder
Hvis der er flagermus i bygningen, eller stor sandsynlighed for det, skal der ansøges om tilladelse til at rive bygningen ned ved Naturstyrelsen. De skal så overveje mulighederne og kan eventuelt afslå ansøgningen.
Hvis bygningen alligevel skal rives ned skal det ske i maj eller august/september, da det i disse måneder er sikrest, i forhold til flagermusenes overlevelse, da de i alle stadier af livet harm mulighed for at flygte – de er ikke i dvale og ungerne er tilpas gamle til at kunne flyve.