Færre timer til elever og lærere
SF fik rettet op på Folkeskolereformen i Roskildes skoler
- Både elever og lærere skal have færre timer i Roskildes skoler i de kommende år. Skoledagene var for langt, og nu får lærerene samtidig bedre tid til forberedelse og andre opgaver. For SF's Birgit Pedersen var denne del af Roskildes budget for 2017 det allervigtigste resultat. Ved sidste kommunevalg i 2013 blev partiet, der normalt har haft stor støtte blandt mange lærere, næsten udslettet. Det gik fra syv til en plads i byrådet - fordi lærerne var rasende over den Folkeskolereform og indgreb i deres overenskomst, partiet dengang var med til at tromle igennem som en del af Thorning-regeringen. Nu kan Birgit Pedersen fremhæve, at hun på lokalt plan i Roskilde har gjort en stor indsats for at få rettet op på de forringede forhold i skolerne. De andre partier i forligskredsen, bl.a. Konservative spillede dog også en aktiv rolle i at få skabt denne ændring. Birgit Pedersen havde også ønsket, at Roskilde kommune indgår en aftale med den lokale lærerforening om arbejdstider og -vilkår, som det er sket i mange andre kommuner. Hidtil har forvaltningens ledelse stoppet det, men denne hindring er nu fjernet. - Vi arbejder videre for at få en lærer-aftale. Men da den ikke koster ekstra penge, behøver den ikke være en del af budgettet og kan vedtages af et helt andet flertal, forklarer hun.
Ny idrætsfest
Birgit Pedersen er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde, og derfor er hun tilfreds med det høje niveau, som kommunen fortsat holder på dette område. F.eks. med initiativer til musik i skolerne og støtte til breddeidræt. Sammen med den konservative Lars Lindskov havde SF'eren lagt op til, at Roskilde i endnu højere grad skal være en by, der satser på oplevelses-økonomi i bred betydning. Ved siden af store attraktioner som domkirken, vikingeskibsmuseet og det nye rockmuseum, Ragnarock vil kommunen også støtte 'Roskilde Synger', Lysfesten og 'Go Orange'. Det er Birgit Pedersen meget tilfreds med. Sammen med den radikale Jeppe Trolle tager hun desuden æren for en række 'grønne' foranstaltninger i det nye budget. Endelig har den lokale kultur- og sportsminister fået skrevet en af sine 'kæpheste' ind i forligsteksten: Nemlig at kommunen ikke længere skal støtte den traditionelle sportsfest hvert år i Roskilde-hallerne. Kultur- og Idrætsudvalget skal nu prøve at finde anden form, så kommunens idrætsfolk hyldes på en anden måde. Imidlertid har Roskilde Idræts Union, der samler de 32.000 medlemmer fra alle sportsklubberne i kommunen, besluttet at videreføre festen i hallerne sammen med de mange sponsorer fra private firmaer, byens aviser og uddannelsessteder. På et spørgsmål, om hun så ikke vil komme her og trykke idrætsfolkene i hånden for deres præstationer, ønskede Birgit Pedersen ikke at svare lige nu. tk