I hjernens fitnesscenter
Folkeuniversitetet i Vejle har offentliggjort sit foredragsprogram for efteråret og åbner dermed døren til hjernens fitnesscenter. At mange i Vejle-området dyrker denne form for træning, kunne opleves gennem den store tilstrømning til forårets foredrag.
Efterårets nye program indeholder en vifte af tilbud, som dækker mange emner, og uanset om man brænder for kultur, politik eller naturvidenskab, kan interessen blive stimuleret gennem et foredrag. Således samarbejder Folkeuniversitetet med Kulturmuseet/Spinderihallerne om to arrangementer om så forskellige emner som dødslejefotografiets historie og moderne arkæologiske analysemetoder.
Nogle af universitetets bedste forskere og formidlere fortæller også om deres speciale.
Få den nyeste viden om hjernen og dens funktion, hør om vands forunderlige egenskaber, eller kom tættere på stjernerne, når astrofysikerne styrer teleskopet på Tenerife live fra Rødkildes foredragssal.