“Beslutningen er taget”
Placeringen af anden etape af cykelstien mellem Genner og Løjt ligger fast
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Aabenraa Kommune, Bent Sørensen, understreger, at placeringen af anden etape af cykelstien mellem Genner og Løjt ligger fast. Den bliver placeret på østsiden af Haderslevvej, så den umiddelbart hænger sammen med cykelstiens første etape.
Han anerkender dog, at der altid skal foretages valg og afvejninger undervejs i sådan en proces.
“Dette er faktisk et eksempel på, at politikere netop skal veje æbler og pærer sammen for at få en løsning, der gavner mest,” forklarer han.
Til argumentet med, at prisen for en ny underføring ved Øster Løgumvej er sat for højt, kommenterer Bent Sørensen:
“Det er et estimat fra forvaltningen. Men for at være helt ærlig, så er det ikke vigtigt for mig, om en sådan underføring koster to-fire eller seks mio. kr. Jeg mener, vi har valgt den løsning, der tilgodeser flest forhold”.
Han mener, politikerne har været langt omkring i deres diskussion omkring placeringen.
“Stien skal bruges af Genner by, men skal jo i lige så høj grad tage trafikken mod Haderslev og Kalvø/Sønderhav. Hos mig vejer argumentet med, at man med den nuværende løsning får et stykke interessant cykelsti i stedet for en tre km. lige strækning uden læ altså også tungt. Så der er mange hensyn at tage,” uddyber Bent Sørensen.
Han afviser ikke, at der skal ses på overgangen ved Øster Løgumvej.
“Det kan da godt være, vi skal have lavet noget der. Men jeg mener altså, at hvis man er nervøs for at krydse vejen, så tilbydes der nu et alternativ ved at køre hen til tunnellen i nordenden. Det må være forældrenes ansvar at lære deres børn, hvad de skal,” fortsætter Bent Sørensen.
Han håber, at der nu kan falde ro over diskussionen, og at man i stedet vil glæde sig over den nye cykelsti, der er på vej.
“Vi har tegnet og regnet, holdt borgermøder, haft kontakt med lodsejere og lokalrådet. Og indspillene har bestemt været med i overvejelserne undervejs. Jeg tror, vi nu får en rigtig fin cykelsti til gavn for mange,” siger Bent Sørensen.