Fortsæt til indhold

National flagdag med ceremoni på Rådhustorvet

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I morgen mandag den 5. september er det National Flagdag. Det markeres i Sønderborg med en ceremoni på Rådhustorvet kl. 17.30 til 18.20. Der bliver taler, uddeling af medaljer, afsløring af mindesten og musikalske indslag. Tidligere udsendte i internationale missioner er særligt inviterede, men alle er velkomne.

Med fra starten

Sønderborg kommune var med fra starten, da Folketinget i 2009 besluttede at indføre en national flagdag for at hædre de udsendte soldater fra Forsvaret samt udsendte fra Politiet, Beredskabet og Sundhedspersonale i internationale brændpunkter.
I starten deltog soldater fra Hærens Sergentskole i stort tal ved Flagdagen her i Sønderborg, men siden flytningen af Sergentskolen i april 2014 er denne tradition overtaget af 'Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området' samt foreningen 'Folk og Sikkerhed'.

Medaljer til børn

"I år har vi sammen med Kontaktudvalget valgt at supplere den traditionelle markering med flere nye tiltag. Vi uddeler medaljer til veteraner, der har været udsendt i perioden 1948 - 2009, og som ikke før har modtaget en dansk medalje. Desuden uddeler Familienetværket medaljer til børn af udsendte soldater. Jeg kan også allerede nu røbe, at jeg vil afsløre en mindesten for de udsendte, der bliver placeret for Rådhustorvet i Sønderborg," siger borgmester Erik Lauritzen.
Arrangementet slutter kl. 18.20, hvor de fremmødte veteraner inviteres på en forfriskning på Café Ib Rehne Cairo. Om aftenen er der tag-selv-bord, musik og kaffe på Sønderborghus. Her taler pensioneret oberstløjtnant og tidligere chef for sergentskolen, Jens Peter Rasmussen.