Domkirken under huden
Derfor genopstiller formanden for Domsognets Menighedsråd Anne Rosendal til valget
- Jeg har fået 'domkirken ind under huden'. Roskildes verdenskendte vartegn er et fantastisk sted, og derfor har jeg fortsat lyst til at være med i det store arbejde, der foregår i- og omkring den. Sådan siger formanden for Domsognets Menighedsråd Anne Rosendal, der igennem længere tid har overvejet, om hun vil stille op igen. - Nu må jeg lige understrege, at det jo ikke er et 'præsidentvalg'. Først skal jeg i givet fald vælges til menighedsrådet, som bagefter bestemmer, hvem der skal være ny formand. Anne Rosendal har været formand for Domsognets Menighedsråd gennem de sidste fire år, hvor hun i en periode har haft ekstra meget at se til, fordi der manglede en administrativ ledelse for den store virksomhed. I en tidligere periode har hun også været formand, og før den tid arbejdede hun i mange år som sekretær for Roskildes borgmester og kommunaldirektør på det gamle rådhus ved Stændertorvet. Derfor har hun et omfattende netværk i byen og stor erfaring med, hvordan beslutninger forberedes. - En anden grund til at genopstille er, at der har været en betydelig udskiftning på mange poster ved domkirken. Derfor vil jeg gerne være med til at sikre en kontinuitet, forklarer Anne Rosendal. tk