Fortsæt til indhold

15 skal vælges til menighedsråd

8. november er der menighedsrådsvalg, og i Aabenraa skal der vælges 15 medlemmer

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

8. november skal de 12.453 medlemmer af folkekirken i Aabenraa sogn sætte deres kryds ved en kandidat, som de gerne ser som medlem af Aabenraa Sogns menighedsråd i de kommende fire år.
Det er dog ikke kun i Aabenraa, at krydset skal sættes, for denne dato er der nemlig menighedsrådsvalg over hele Danmark.
En ny fire-årig periode starter 1. søndag i advent 2016.

Tradition for afstemning

Mange sogne udover landet laver aftalevalg, det vil sige man aftaler på et møde. hvem der skal sidde i det nye menighedsråd i den kommende periode.
I Aabenraa er der derimod tradition for at finde det nye menighedsråds sammensætning ved et afstemningsvalg – og det ser også ud til, at det bliver sådan ved dette valg.
Der skal vælges 15 personer til menighedsrådet i Aabenraa.
Det er medlemmerne, som skal sammensætte det nye menighedsråd, og afstemningen foregår 8. november. Der bliver tre afstemningssteder, nemlig Folkehjem, Høje Kolstrup kirke og Kongehøjskolen.

Opstillingsmøde

Inden valget gennemføres er der inviteret til opstillingsmøde tirsdag den 13. september kl. 18.30 på Folkehjem.
“Har du lyst til at være med i det nye menighedsråd – eller vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal opstilles – ja, så er du velkommen på mødet 13. september,” lyder det fra formand for menighedsrådet, Jens Peder Poulsen.
Og nye medlemmer kan glæde sig til de mange forskellige opgaver, der venter i menighedsrådet.
“At sidde i et menighedsråd er et spændende og ansvarsfuldt hverv. Man får indflydelse på, hvad der sker i kirkerne og for hvilke aktiviteter, kirken skal stå for og fremme. Ligeledes får du indflydelse på, hvad pengene skal bruges til, du kommer med til at bestemme, hvis vi skal have nye præster, hvordan kirkerne og kirkegården ser ud og meget mere,” forklarer Jens Peder Poulsen.