Fortsæt til indhold

En bid af verden på sønderjysk

Arkiv
Arkiv

Når en række foreninger med Moyo Kwa Moyo i spidsen sammen med Sønderborg Kommune inviterer til arrangementet 'En bid af verden' på Idrætshøjskolen i Sønderborg lørdag den 10. september er det med ulandsoplysning, underholdning og smagfulde specialiteter på menuen. Dagen begynder med det sønderjyske kaffebord og slutter med en international buffet.
Arrangementet er en dag i kulturens tegn, hvor det ultimative kulturmøde består sin prøve, når gæsterne skal sætte tænder i lækre kager på det store sønderjyske kaffebord. Vel at mærke sønderjyske kager tilberedt af nye Sønderborg-borgere fra så fjerne egne som Afrika, Mellemøsten og Asien.

Med et lokalt præg

"Dagen er en videreudvikling af den landsdækkende kampagne 'Verdens bedste nyheder', hvor vi lokalt pepper arrangementet op og sætter vores eget præg på dagen," forklarer Susanne Lubago, der er tovholder på 'En bid af verden', formand i foreningen Moyo Kwa Moyo og lærer på Lærdansk Sønderborg.

Der er underholdning og aktiviteter for børn og voksne dagen igennem.

Fra børnelege til buffet

Ud over det kulinariske spænder aktiviteterne over en international gudstjeneste, børneaktiviteter med IHS' elever, rytmisk kor-workshop, foredrag med et parlamentsmedlem fra Tanzania samt sang, dans og musik fra hele verden udført af lokale borgere.
Dagen starter kl. 14 og slutter kl. 18.30 med den internationale buffet. Alle er velkommen.