En heltehistorie

Teatret Møllens enmandsforestilling Grænsevogteren er mest af alt historien om mand, der faldt for Danmarks sag 26. maj 1944 - oberst Svend Paludan-Müller.
Ole Sørensen er i centrum, og det slipper han sædvanen tro godt fra. Han er rigtig god som fortæller - og Grænsevogteren er fortælleteater. På hjemmebanen i Møllen i Haderslev kan han naturligvis også tillade sig at tale sønderjysk, og hvis stykket kommer på turne, fortsætter han forhåbentligt med det - det specielt sønderjyske er her med til at skabe autenticitet.
Det sønderjyske kommer ind, fordi Ole Sørensen ustandselig skifter fra fortælleren af en god historie til med simple midler også at agere personer i fortællingen.
Det er især grænsegendarmerne, der taler sønderjysk, obersten selv, generalen, præsten, datteren og hvem, der ellers optræder, gør det ikke. Det sproglige fif har en god virkning, der er med til at fastholde intensiteten i historien.
Udførelsen er altså til ug - og historien hænger godt sammen, men den mangler det krydderi, der også gør Grænsevogteren til farlig teater - et potentiale, der ellers ligger lige for.
Svend Paludan-Müller siger selv, at hans kamp mod tysk overmagt er en personlig kamp. Han kæmper altså ikke for Danmarks sag, men for sin egen - for sin selvudråbte ære som dansker og sin personlige pligt som soldat. Hans befaling til sine underordnede er endda, at de ikke skal blande sig i kampen på et tidspunkt, hvor han ved, at den vil komme.
Men er det en heltegerning at udsætte hustru, datter og tjenestepige for at blive dræbt - udelukkende for egen æres skyld?
Gestapofolk bankede tidligt om morgenen den 26. maj på døren til embedsboligen. Paludan-Müller var klar i mælet og bad dem komme igen, når kontoret åbnede kl. 10, og hvis tyskerne trængte ind, ville han skyde.
Tyskerne trængte ind, og Svend Paludan-Müller dræbte med sit første skud en tysk soldat, hvorefter resten hurtigt søgte skjul. Herefter startede en ildkamp, der først sluttede flere timer senere med det helt forudsigelige resultat:
Svend Paludan-Müllers død.
Han faldt for den sidste kugle, han affyrede.
Men var han en helt?
Ja, i Møllens, Ole Sørensens og dramatiker Brian Wind-Hansens version er han, men selv om historien er rigtig godt fortalt, bliver den hurtigt glemt. Den mangler det stærke krydderi.
I denne og næste måned opføres stykket endnu seks gange.