Vejles turister - hvor kommer de fra?
Turister fra nær og fjern besøger Vejle og omegn. Men hvor er de egentlig selv fra?
Den store Jellingsten har stået på sin vante plads i over 1000 år, men de tre, der står og kigger på den, ser den for allerførste gang.
De er fra Italien.
“Vi har aldrig været i Danmark før, men i år valgte vi en tur hertil. Vi er fløjet til København og har været der et par dage, og nu ser vi så det her område af Danmark,” siger Flora Andreoli.
Lidt udenfor Jelling er familien Gunst fra Amsterdam i fuld gang med at lave, ja i bund og grund ingenting.
De har slået et telt op på Fårup Sø Campingplads, og her skal de bo et par nætter.
“Vi kendte ikke noget til området her før nu. Vi har været på tur til Norge, og nu er vi på vej hjemad. Men her er dejligt med bakkerne, og så besøgte vi Jelling i går og fandt ud af, at byen er på Unescos liste over verdensarv og der var et fantastisk museum, som endda var gratis. Det var virkelig en overraskelse på den gode måde,” siger de to voksne i den fire-mands store familie.
At familien er fra Holland er ikke uventet. Fårup Sø Camping er kendt for at huse mange hollandske campister, for, modsat tyskerne, foretrækker de det bakkede østjyske område modsat den flade vestkyst, som de i forvejen kender til.
Besøgende i kommunen
Det er dog svenskerene, der topper listen over udenlandske overnatninger i Vejle Kommune.
De er efterfulgt af nordmænd, hollændere og tyskere.
“Men også englændere er i kraftigt vækst, dog er tallene jo før Brexit. Italienerne havde vi sidste år 1.200 af, hvilket også er en stigning i forhold til året før, og så mærker vi en tydelig vækst af spanske gæster. Tallet er ikke så højt endnu, men i år kan vi mærke, at mange spaniere har været forbi vores kontor,” siger turismechef Morten Damgaard, Visit Vejle.
Men hvem er de - de mange turister, som besøger os?
I Jelling og på Fårup Sø Camping mødte vi fire hold turister, for at høre om, hvor de bor, og hvad er forskellen på deres område og vores område?
Svarene kan læses under de enkelte fotos.
FAKTA
I 2015 overnattede der i Vejle Kommune:
42.000 svenskere
26.000 nordmænd
18.000 hollændere
16.000 tyskere
9.000 englændere
1200 italiener
900 spaniere